Tønder Festival, repræsenteret af Maria Theessink (øverste foto) og Kirstine Uhrbrand, modtog ved DJBFA’s 38. hædersprisfest forleden netop den ene af årets hæderspriser. TF modtog prisen som en ”organisation, der gør noget særligt for folkemusikken i Danmark”. Og det tør man da godt sige, at Tønder Festival gør!

Kirstine Uhrbrand,Fotos: Per Dyrholm

DJBFA hædrer hvert år en person eller organisation, der på anden måde gør noget særligt for musikken i Danmark. I år fik TF prisen for ”sit vellykkede generationsskifte og fortsatte udvikling af en afholdt festival. En festival, som følger med tiden, altid med stor respekt og kærlighed til roots og folk”.

Det var de to glade og dygtige ledere af festivalen igennem nu fem år, Kirstine Uhrbrand og Maria Theessink, der modtog prisen og naturligvis delte æren med de mange andre, der arbejder med festivalen på primært frivillig basis. De fik en munter, musikalsk hyldest af Katrine Heebøll med band på gaden uden for Hotel Cecil, hvor hædersprisfesten fandt sted.

Festen begyndte med fællessang an ført af Isam B, Nana Jacobi og Anders Greis med ”Ramadan i København”. De tre komponistpriser blev uddelt, og den ene gik til den 22-årige singer-songwriter og guitarist Hjalte Ross, som fik årets Upcoming-pris som ”et ungt, unikt talent på vej”. Fra hans debutalbum fra sidste år, ”Embody”, fortolkede Kirstine Stubbe Teglbjærg nummeret ”Come By”.

Maria Faust, komponist og saxofonist fra Estland, modtog også en hæderspris ligesom den bosniskfødte Adi Zukanovic. Han er et multitalent på bl.a. klaver, keyboard og synthesizer, som har gjort sig stærkt bemærket i de seneste år med bl.a. bandet Irah og en Steppeulvpris.

Modtagerne af årets hæderspriser vælges af bestyrelsen for DJBFA. Med priserne følger en sum penge til støtte for det fortsatte arbejde. Mere end 200 professionelle komponister, musikere og gæster fra musikbranchen deltog i festen, hvor de også kunne lytte til forfatter Merete Pryds Helles kulturelle tale og senere pianist Kjeld Lauritsen og bassist Helle Marstrand.