De følgende syv navne blev faktisk publiceret allerede under årets festival i Tønder, men her er de hos os, inden der sikkert snart igen er nyt fra TF. Dette her lover godt i al sin variation og med navne, som vi med et par undtagelser ikke tidligere har været præsenterer for på TF. De syv navne fra hhv. Skotland, USA, Australien og Canada (Newfoundland/Nova Scotia) repræsenterer en vildt blandet buket af folk, roots og blues.

Amythyst Kiah Pressefoto

Lad os starte med de helt traditionelle, nemlig søstrene Anna, Sheila og Clara Friel, dvs. Friel Sisters (Øverste foto), som spiller helt tæt og fint sammen på især violin, fløjte, uilleann pipes og vokaler. De er født og opvokset i Glasgow, men har dybe rødder i den irsk-talende del af Donegal (Gaeltacht), og det påvirker i høj grad deres musik. De debuterede med et album i 2014 og udgav i 18 det meget roste ”Before The Sun”. At de som søstre er vokset op med og har lært at spille sideløbende med hinanden, har givet dem et unikt sammenspil.

Den skotske sangskriver og guitarist Ross Wilson spiller under navnet Blue Rose Code og blander genrerne. Folk på en soulet måde, roots på en jazzet, og ud af det kommer netop hans musik. Han er ikke noget nyt navn, men kender og har spillet sammen med mange af de store folk/trad-navne, vi har hørt i Tønder gennem årene. En lidt rastløs sjæl, en nomade både geografisk og musikalsk set, men nu er han hjemme i Skotland.

Fra Skotland til Australien og Mike Elrington som (også) nok skal gå ind i mange med sin powerfulde blues- og rootsrock, rå stemme, fede guitar og sin næsten to meter høje personality. I 2016 var han ”Singer Songwriter Of The Year ved The Australian Independent Music Awards. Han er hårdtarbejdende og har rigtig god vind i sejlene down under med sin passionerede optræden.

Mike Elrington Pressefoto

Fra USA kommer Sean Rowe med megadyb stemme, alvor og akustiske guitar, og han er faktisk enormt behagelig og sjælfuld at høre på. Man føres hurtigt ind i og føler sig tilpas hans kælderdybe univers af sange, som han indtil nu har udgivet på fem soloalbums. Han turnerer i USA og Europa sidst på året og rammer Voxhall i Aarhus d. 8. december. Herefter Sverige, Norge og Tyskland – og altså Tønder Festival i 2020.

Amythyst Kiah fra Tennessee er også et nyt og meget spændende bekendtskab. Hun er stærkt på vej fremad med sin intense blues, country, oldtime, r’n’b og folk og har tydeligvis meget på hjerte. Titlen på hendes seneste release, Songs Of Our Native Daughters med åbningsnummeret Black Myself antyder nok, hvad det bl.a. gælder. På albummet er hun sammen med Rhiannon Giddens (Carolina Chocolate Drops og producer sammen med Dirk Powell på dette), Leyla McCallah (også fra CCD) og Allison Russell (Birds of Chicago). Vi kan se frem til en stærk, heftig oplevelse med Amythyst Kiah. Om hun kommer bare med banjo og guitar eller med band fremgår ikke.

Fra New Foundland kommer trioen The Once, som har spillet sammen i 10 år og udsendt seks albums. De har ry som fine fortolkere af de musikalske og poetiske traditioner fra Newfoundland og skriver desuden egne sange. Sangerinden Geraldine Hollett er i front som vokalist, men alle tre roses også for deres fælles harmonier, somme tider a cappella. Phil Churchhill og Andrew Dale står for diverse instrumenter.

Også fra Canada, nemlig fra Nova Scotia, kommer sangerinden Mo Kenney. Hun har udgivet tre albums siden 2012, det seneste ”The Details. Den 29-årige sangerinde, sangskriver og guitarist begyndte med guitaren allerede som 11-årig og var glad for klassisk rock. Som 16-årig blev hun mere interesseret i sangskrivning, indierock og finger-picking guitar og vandt allerede i 2013 en SOCAN Award for sangen Sucker foruden tre Nova Scotia Awards. Morgan, som er hendes fulde fornavn, har en charmerende, frisk popstemme, og trods sceneskræk i starten roses hun nu netop for sin afslappede performance. Mo er bare cool.