Igen er der nyt fra Tønder Festival, og det nyeste nye er den amerikanske sangskriver og sangerinde Patty Griffin fra Maine, som i 1990’erne begyndte at spille på de små cafeer i Boston-området. A&M Records fik øje på hende og udgav hendes debutalbum ”Living With Ghosts”, som solgte mere end 200.000 eksemplarer. Nu tilhører hun toppen af den amerikanske folkroots-scene op mestrer diverse relaterede genrer.

Paddy Griffin

Griffins sange synges af kæmpenavne som Emmylou Harris, Mary Chapin Carpenter, Kelly Clarkson, Jessica Simpson og Dixie Chicks, og i 2010 og 2011 vandt hun Grammyer for hhv. Best Gospel Album og Best Traditional Gospel Album. Her i marts udkommer hendes 10. album. Hun lyder absolut som ”a must hear” sammen med sit band. Udover Griffin præsenterer TF netop nu også en række gensyn med kunstnere, som har spillet på TF i de senere år.

Her kommer de i tilfældig rækkefølge, så læs gerne hele vejen ned. Jeg glæder mig over gensynet med den fine trio Lion Bear Fox fra Vancouver, som var her i 2017. Deres velspillede miks af folk, rock, pop og westcoast-growl faldt i rigtig god jord, og det er godt, de kommer tilbage med deres tre stærke stemmer og store lyd. Christopher Arruda (Lion), Cory Woodward (Bear) og Ryan McMahon (Fox) er alle sangskrivere og solister. De fandt sammen efter en fælles turne i 2012. Efter en succesrig EP-udgivelse udgav de i februar 2017 albummet “Lion Bear Fox, så mon ikke man så småt kan forvente et nyt?

William Crighton (øverste foto) med dunderstemmen vandt gehør sidste år. Hans vokal går i clinch med folk og rock, og han er også en historiefortæller der går ned i de dybe lag. Der er power på denne australier, som i 2018 udgav album nummer to, ”Empire”. Han er et af Australiens virkelig stærke kort netop nu.

The East Pointers

Amerikanske Paul Cauthen var her ligeledes i 2018 med sin klassiske, men opdaterede outlaw-country-musik og gode stemme. The Austin Cronicle skrev om hans album ”Gospel”, at ”han har den sejeste Texas-baryton, der skærer sig indimellem Waylon Jennings’ rå power og Elvis Presleys sitrende croon”. Men Cauthen sang da også i kirkekor i barndommen. Det er flotte ord fra avisen, og mange vil nok være enige i beskrivelsen.

Ikke et decideret gensyn, men begge musikere har besøgt Tønder: Adam Holmes har adskillige gange med sit band The Embers, og nu er han indgået i samarbejde med irske, men skotskboende Heidi Talbot. Det bliver dejligt at høre hende igen – hun spillede med sin trio på TF 12. Sammen kalder de sig Arcade, de har et album på vej og skal turnere sammen i UK og ude i Europa. Heidi Talbot har samarbejdet med navne som Eddie Reader, Boo Hewerdine, Mark Knopfler, Jerry Douglas og selvfølgelig med ægtemanden John McCusker. Både hun og Adam Holmes har nogle af de smukkeste stemmer (synes jeg). Stort velkommen til Arcade.

Ca. fra de samme kanter kommer de to megadygtige musikere Greg Russell & Ciaran Algar, som længe har været etableret som et af de betydeligste navne på folk-scenen. Både anmeldere og publikum har modtaget dem med begejstring siden debuten for syv-otte år siden. Russell, guitar/vokal, og Algar, violin/vokal, er vokset op med traditions- og folkemusik og giver den en stor dosis nyfortolkning, dynamik og vovemod, og de har modtaget flere Folk Awards. I 2018 udkom ”Utopia and Wasteland”, så de nu har udgivet fire albums og en live-dvd. Vi har også her på rootszone.dk delt roser ud for både album og koncerter.

Og i år skulle det gerne ske, nemlig at The East Pointers fra Canada spiller på TF efter aflysning sidste år. Men mon ikke vi kan have lov til at glæde os til denne power-trio fra Prince Edwards Islands. Øerne ligger mellem den canadiske østkyst og Cape Breton Island, og The East Pointers har sammen med Ten Strings And A Goat Skin og Visthèn skabt interesse for folkemusikken fra området.

Lion Bear Fox

The East Pointers er fiddler/foot stomper/sanger Tim Chaisson, på banjo Koady Chaisson og på guitar Jake Charron. Sammen spiller de lynhurtige melodier og synger sange med rødder i folk-traditionerne, men som også har fødder og sjæl inde i vores egen tid. Trioen fik en JUNO Award for deres debutalbum “Secret Victory”, og i 2017 kom “What We Leave Behind”.

Poul Krebs & norske Henning Kvitnes inviterer til releasekoncert på et nyt, fælles album. De har kendt hinanden i 30 år og har hver især og sammen et stort publikum. De har valgt at præsentere albummet, som ligger tæt på deres livelyd, på årets Tønder Festival. De har både i studiet og på scenen band med: Palle Hjorth/tangenter, Rune Kjeldsen/guitar, Troels Skjærbæk/bas og Rasmus Valldorf, trommer. I løbet af efteråret 2019 turnerer Krebs, Kvitnes og band i både Danmark og Norge.

Sidst, men på ingen måde mindst: FolkBALTICA Ensemble fra Danmark og Tyskland, som naturligvis har været med før. Det enestående orkester med omkring 50 unge musikere fra det sydlige Danmark og den tyske region Slesvig-Holsten, og det opstod i forbindelse med den årlige folkBALTICA Festival, der finder sted midt i maj.  FolkBALTICA Ensemble er denne festivals ungdomsorkester, som både geografisk og musikalsk krydser grænser for traditionel og nutidig folkemusik. Violinist Harald Haugaard er kunstnerisk leder.

 under ledelse af Harald Haugaard Foto: Per Dyrholm

FolkBaltica

FolkBALTICA Ensemble har til formål at udvikle unge talenter og bevare og forny folkemusiktraditionerne i grænselandet. Tønder Festival støtter talentmassen og fødekæden i folkemusikmiljøet aktivt, og det er blevet en tradition, at ensemblet spiller på TF. Både med deres egen koncert og på den store for elever fra skoler på begge sider af grænsen. Så endnu engang velkommen til det sprudlende ungdomsorkester

Nu er Tønder Festival 2019 oppe på 41 navne fra 10 lande.