Seks numre plus tre bonustracks er det seneste udspil fra trubaduren, der udsender sit nye album udelukkende på alle streamingtjenester, hvor de til gengæld kan hentes kvit og frit.
Allan Folmer skriver selv, at vi genremæssigt befinder os i et krydsfelt mellem folky-nordicana og et twist af jazz-country med grundlag i dansk sangskrivning. Hans tekster er alle jordbundne med afsæt i dagligdagen på godt og ondt, både nutid og fortid, og absolut til eftertænksomhed, når man ofte nikker genkendende til de både direkte og ærlige tekster.
Det begynder lidt dystert med ensomme tanker, drømme og natlige spekulationer i ”Skyggedrømme”, og her får den musikalske ”træmand” (som han selv kalder sig) hjælp af Henrik Bredholm på sax og Jens Jefsen på kontrabas. Og sidstnævnte spiller med på alle numre ligesom Allan Folmer selv, der sørger fra klangene fra sin akustiske guitar.
Til gengæld er der forskellige gæsteinstrumentalister med på de fleste øvrige numre, og således er det Kai Stensgaard på xylofon på ”Evigt internet” om at lede efter kvindeligt selskab, dating, på nettet, men som alligevel ender med en overraskelse. Der bliver lagt lidt livsfilosofi frem på nummeret ”Dem, mig og de andre”.
Mundharpevirtuosen Jacob Venndt medvirker i ”Umulige valg”, som giver et tilbageblik og en vurdering af musikerens liv og tanker om måske at ændre dette. ”En mand som jeg” er en rejse gennem livet set i bagklogskabens klare lys, hvor Allan Folmer synger: ” Tid til at græde, der er en tid til at le – tid til at drømme, en tid til at se. Tid til at huske alt det der gik godt – tid til at glædes, når livet står flot”. Så man skal huske at mindes og nyde livet. Her får han hjælp af Calum Stewart fra Moray i Skotland, der er med på uillean pipes.
”Blues for Loui”, sidste ordinære nummer på udgivelsen, er en tårerperser, især for tidligere eller nuværende hundeejere! Som noget af teksten lyder: Det er en meget smuk og vemodig hyldest til Allan Folmers jagthund Loui, der døde for ni år siden, men sangen blev først blev skrevet tre år efter dens død. På dette nummer spiller Louise Ring Vangsgaard violin.
Om netop dette nummer siger sangskriveren: ”Voksne mænd græder ikke – basta! Altså bortset fra når vores første hund dør. Faktisk husker vi tydeligere vores første hund end vores første kæreste – sorry”.
De tre bonusnumre er henholdsvis en blid kærlighedssang, en poetisk sang om den hjemløses dagligdag og en uhøjtidelig sang og munter melodi med temposkift.
Allan Folmer skriver selv om sin udgivelse: ”Det er relevante sange for den modne mand – Ikke at forveksle med den moderne mand. Solide danske sange om at være tættere på en udløbsdato end på en genfødsel”.
