Om få dage kommer den populære, irske sangerinde Eleanor Shanley igen på turné her til lands. Seneste turné var i 2017. Også denne gang kommer hun i trioformat, nemlig sammen med de dygtige Niall Hughes og Paul Kelly. Ingen synes at have nævnt dem i deres omtaler, men det bør de, for musikerne kompletterer Shanleys show.

Eleanor Shanley modtog i 2015 Folkemusikprisen i Skagen.

Efter nogle år som sangerinde med De Dannan i årene 1989 til 1995 gik hun ombord i sin solokarriere, og den er gået ganske forrygende med koncerter i store dele af verden. Ikke mindst i Danmark har hun for længst slået sin popularitet fast.  2015 fik hun Folkemusikprisen ved Skagen Festivalen, hvor hun i øvrigt også deltog i sommeren 18, og hun har selvfølgelig gæstet masser af andre festivaler i verden.

Shanleys DK-tur begynder i musikforeningen Drauget i Hørve/Asnæs fredag d. 11. januar, fortsætter på Shamrock9700 i Den Runde Pavillon i Brønderslev og rammer Copenhagen Folk Club søndag d. 13. januar. Hun og hendes musikanter fortsætter til Hejlsminde Folk Club for så at tage et par fridage. 17. januar lægger Hagges Pub i Tønder scene til den underholdende trio, og det samme gør Haslev Folk Club fredag d. 18.1. Turneen rundes af på Halkær Kro, Nibe d. 19. januar.

Eleanor Shanley er en af de populæreste sangerinder i irsk musik. Dels har hun en meget smuk sangstemme og charmerende udstråling, og dels fortolker hun mange af de populære, traditionelle irske sange, som har et stort publikum. Hun forvalter den irske sangskat, som rigtig mange elsker den. Hun mikser også repertoiret med numre af store sangskrivere som Paul Brady og Richard Thompson og nyere sangskrivere, ligesom hun har en faible for countrynumre af gode folk som Emmylou Harris og Ry Cooder. Hun er den eneste sangerinde, som har sunget sammen med The Dubliners og har sunget og udgivet med Ronnie Drew derfra.

Seneste CD er ikke så ny igen, men det er den, hun har med til Danmark. Den hedder ”Forever Young”, og det er måske lidt sådan, Eleanor Shanley ses. Hun genopfinder sig selv og taler nødigt om sin alder, og hvorfor skulle hun egentlig også det? Hendes stemme og sceneshow er, som dét skal være. Hun har netop indspillet en studie-CD, men den er ikke helt klar endnu.