Spillestedet ALICE og Fanø Free Folk Festival er indgået i et samarbejde om at præsentere et ungt, kvindeligt stortalent på den skotske sækkepibe. Hun hedder det for os nok lidt snørklede navn Brighde Chaimbeul, men til at lære er det jo, og vi kommer til at høre meget mere til hende. Chaimbeul spiller i Sønderho Kirke på Fanø søndag d. 18. oktober og mandag d. 19 til en særudgave af Free Folk Mondays på ALICE på Nørrebro i KBH. De begrænsede siddepladser til denne koncert, hvor Ymers Pizza alias Maria Bertel, er support på sin trombone, er dog udsolgt. Men der er nu sat billetter til salg til tirsdag aften kl. 20.

Som kun 22-årig har Brìghde Chaimbeul imponeret både folkemusikmiljøet og den eksperimenterende musikscene med sit personlige udtryk udi sækkepiben. Hun spiller den store og lille sækkepibe, som man bl.a. kan høre på hendes debutalbum “The Reeling” fra 2019. Det blev kåret som månedens folk-album i The Guardian, da det udkom. Fine anmeldelser i fRoots, Songlines og The Quietus og flere endnu skabte stor interesse, og hun modtog også BBC Radio 2’s Horizon Award. Hun skulle have spillet på dette års WOMEX, som naturligvis også er aflyst.

På The Reeling kan man høre den skønhed og udtryksfuldhed, hun kan udfolde alene med sækkepiben, og hvordan man med hendes musik selv skaber billeder af de dramatiske skotske landskaber. Hendes spil griber ned i dybe keltiske traditioner, men Chaimbeul kender også sækkepibetraditioner fra Irland, Cape Breton og endog Østeuropa. Samtidig skaber hun noget, der også overrasker som meget moderne og eksperimenterende.

Det har grebet både anmeldere og publikum, og Brìghde Chaimbeul er en forholdsvis ny, men meget overbevisende unge musikere på folkemusikscenen – det mener i al fald de to arrangører, og efter lytning tilslutter undertegnede sig gerne. Interessant er det jo (trods alt og på en eller anden måde), at en ung pige vælger sækkepiben (selv om hun er skotte) og endda spiller solokoncerter på den – og gør det så kyndigt, cool og indfølende.