Det danske ”bigband” Habadekuk (øverste foto) er blandt de 12 gæstende bands på årets 40-års jubilæums folkfestival på Shetland, der afholdes 28. april og til og med 1. maj.
Blandt de øvrige gæstende bands er finske Frigg, bluegrassbandet Della Mae fra Nordamerika, Shetlands egen Kevin Henderson, der har været bosiddende i Norge i en lang årrække, fransk-canadiske Le Vent Du Nord, og så kan også nævnes Heidi Talbot og Dougie MacLean, som et par af solisterne.
Som opvarmning deltager ikke mindre end 18 lokale bands, og her kan man nikke genkendende til The Revellers, især hvis man har deltaget i Skagen Festival, og ellers bandet Laeverick og Haltadans, der begge har spillet ved festivalen før, og så øernes egne dygtige sangerinder, Freda Leask og Sheila Henderson.
Som vanligt giver alle de gæstende band koncert hver af de fire dage, festivalen afholdes, så der er rig mulighed for at komme til koncert med de fleste bands. Men ellers kan man møde dem alle ved både åbningskoncerten torsdag eftermiddag eller ved de afsluttende tre koncerter søndag, hvor alle bands spiller et kvarter hvert sted.
En måned senere går det så løs på Orkney-øerne, når man for 39. gang kan mødes til Orkney Folk Festival 26. til 29. maj. Her står der 24 navne på plakaten, og blandt dem er Helene Blum og Harald Haugaard Band. bl.a.canadiske Madison Violet, svensk/norske Sver, de lokale bands Fara og The Chair. Desuden sangerinden Siobhan Miller, og her dukker Kevin Henderson også op i selskab med Neil Pearlman, og som prikken over i’et folkrockbandet: Skerryvore.