Den store sanger fra Grønland er på vej rundt i Danmark fra 28.november. Med sig har han formentlig sin fremragende nye CD, der naturligt nok har både en grønlandsk og en dansk titel: Inuunerup oqarfigaanga/Livet skal leves på ny. Hans sange lever i den grad, og hans stemmestyrke og intensitet er uforandret.
Han kan høres d. 28. november i et duosamarbejde med Kristoffer Jul, som også er med på det nye album, og 1. december giver han som så ofte før, nemlig for 22. år i træk, koncert med band i den gamle og meget stemningsfulde Christians Kirke i Strandgade på Christianshavn. Kirken vil sandsynligvis være fyldt som sædvanlig, og det er sikkert med en masse gengangere samt de heldige, der ellers har fået billet. For mange er det blevet en tradition at høre Rasmus Lyberth her. Der skulle stadig være få billetter på www.ticketmaster.dk
Den 5. december spiller han på Naturama i Svendborg og 11.12. på det helt oplagte sted, Nordatlantisk Hus i Odense giver han en rigtig julekoncert. Lyberth har boet fast i Odense i mange år. Dagen efter, d. 12. december kan man glæde sig til i Aalborg, for her spiller han på Trekanten Bibliotek- og Kulturhus. Der er også foreløbig varslet en duokoncert 1. marts 2020, men endnu ikke et spillested.
Rasmus Lyberth synger altid, som om han mener hvert eneste ord, og det gør han helt sikkert også. Både når det gælder temaet i titelsangen fortsættes i de fleste sange. Levet skal leves på ny. Og der skal tages ansvar. Helt i takt med tiden.
Poul Erik Sørensen skrev i sin anmeldelse at, ”det er en CD, der vokser. Teksterne skal læses og høres. Ikke altid den nemmeste opgave, men det er ulejligheden værd. Inuunerup oqarfigaanga, som er den grønlandske titel, er Lyberths 11. album. Han har selv designet det smukke cover, hvis varme, røde farver understreger den nærhed og kærlighed, som kendetegner ham”.