Kvartetten Phønix er efterhånden blevet kendte for at gå nye spændende veje med deres musik og optræden. De har spillet sammen med kinesiske Sangka, som spiller på det helt specielle instrument guzheng. Under årets Tønder-festival havde bandet allieret sig med dansetruppen Embla og gav en spændende nyskabende koncert med helhed mellem dans og musik, og nu har bandet kastet sig over folkemusikken i salmerne.
Mange salmer er blevet skrevet på gamle folke- og visemelodier og som sange og dansemusik, der var velkendte for folk. Tempo og udførelse har efterhånden ændret sig, og når salmerne synges, er der ikke mange, som tænker på, at det engang har været dansemusik.
Nu udsender Phønix et nyt album. Jesper Falch spiller på diverse slagtøj, Anja Præst Mikkelsen spiller basklarinet/klarinet, på harmonika er det Jesper Vinther Petersen. Vokal og keyboard varetages af Karen Mose Nørgaard. Bandet har eksisteret i næsten 30 år, og i den nuværende konstellation i godt 12 år.
Så nu får publikum altså muligheden for at få en oplevelse, når nogle af folkemusikkens fineste fortolkere tager salmerne under bearbejdelse med den drive og energi, som er karakteristisk for Phønix med deres smittende spilleglæde og energiske udfoldelser.