Det bliver noget af et verdenskulturmøde på Tønder Festival 2020, når temaet ”Små kulturer” introduceres, og det afspejles selvfølgelig i nogle af de nye navne. Men nyt er også to danske musikprojekter, som præsenteres i en separat artikel.

Meschiya Lake

Men der bliver altså spotlight på minoritetskulturer og deres musik. Hovednavn her må siges at være canadiske Buffy Sainte-Marie (øverste foto), som stammer fra Cree-Nation i Saskatchewan. Hun har i fem årtier været verdenskendt repræsentant for de indfødte amerikanere både som sangskriver, musiker, billedkunstner og politisk aktivist. Hun er superstjerne ii kampen for Native Americans’ rettigheder, ligestilling og livsvilkår. Hendes første album kom helt tilbage i 1964 med bl.a. den verdenskendte sang Universal Soldier, det seneste er fra 2017 og hedder Medicine Songs. Det bliver stort at se hende. Andre til temaet hørende er walisiske 9Bach og ungarske Mónika Lakatos & The Gipsy Voices. .

Sarah Hagen Foto: McKinnon Photography

Gruppen 9Bach tager afsættet i walisiske folkemusiktraditioner og i sproget, som vist anses som et af de vanskeligste i verden, i al fald med meget lange ord. Men 9Bach behandler ikke musikken musealt, om man så må sige. De står snarere for moody folk uden at glemme deres lokale sangtraditioner. 9-tallet står for ”nain”, som i Nordwales betyder bedstemor. Bandet blev dannet i 2005 af sanger/pianist Lisa Jen og guitarist Martin Hoyland. De har udsendt tre albums på Peter Gabriels Real World Records. I 2015 fik de prisen for bedste album ved BBC Radio 2 Folk Awards. Deres seneste udkom i 2019 og hedder bare 9Bach.

9Bach

De otte musikere i gruppen Mónika Lakatos and the Gipsy Voices fra Ungarn har, som det ses, sangerinden Mónika Lakatos i front. Hende kender vi fra den populære gruppe Romengo. De byder på traditionel olah gypsy-musik, og i denne genre er Lakatas stjernen. Hun udsendte i 2018 soloalbummet Romanimo med ballader. Men med projektet Gipsy Voices ønsker hun at præsentere stemmer, som er unikke og bruger den sangteknik, man hovedsageligt kender fra ældre olah gypsy-sangere. Hun har det som mål også at appellere til en yngre generation.

Canadiske Sarah Hagen har en nyskabende tilgang til klassisk musik, og det har ført hende rundt i mange koncertsale i Nordamerika og Europa. Hendes fortolkninger af klassiske kompositioner kaldes “outstandingly inventive” (enestående opfindsomme), og det høres ikke bare i hendes følelsesladede klaverspil, men også i de kunstneriske projekter, hun giver sig i kast med. Det bliver spændende at møde Hagen med den stærke kunstneriske sjæl, når hun fortæller om kvindelige 1800-tals-komponister og fortolker deres musik.

Ordinary Elephant Foto: Beth Duquette

Den texanske duo Ordinary Elephant skal også nok blive et super bekendtskab. Sådan lyder det. Med deres seneste album “Honest” har de taget et stort skridt imod den amerikanske folktop. Pete Damore og Crystal Harin-Damore, som de hedder, mødtes i 2009, giftede sig og smeltede musikalsk sammen i klingende harmonier, som ledsages af hendes guitar og hans clawhammer-banjospil. Ordinary Elephant blev i 2017 hyldet som Artist of the Year på International Folk Music Awards. “Honest” udkom sidste år og blev af nyhedsbureauet Associated Press kaldt “et af årets bedste Americana-albums”.

Der bliver også et gensyn med Meschyia Lake fra New Orleans, og man må da sige, at musikken herfra er vældig stærk og livskraftig, ligesom disse mindre musikkulturer også er det. Lake og hendes band Little Big Horns har flere gange sat knald på festivalen, for de lukker virkelig ”the spirit of New Orleans” ud af flasken. Der er dømt fest og farver.

To danske navne/projekter annonceres også i dette nyhedsbrev, men de får deres egen artikel. I år får Tønder-publikummet en meget særlig koncertoplevelse med orkestret Som Os plus gæstemusikere. De tager os med på en tur til nogle af de danske egne, hvor folke- og spillemandsmusikken har solide rødder, men med ny-komponeret musik specielt til koncerten i Tønder. Som Os er en rejse dansk. Jeg fortæller også om Calby. Læs mere på rootszone.dk snarest.