Efteråret er over os, men vi kan glæde os til mange musikalske oplevelser undervejs.

Pernille og Stephen Quigg. Pressefoto

Pernille og Stephen Quigg. Pressefoto

Den skotske folkesanger Stephen Quigg kommer sammen med sin danske kone Pernille til Silkeborg 10. oktober, og så går det ellers til Frederikssund, Gesten, Koed og Randers, inden parret afslutter deres tur i Skjød 24. oktober.

Mikaels K. og Klondyke har tre koncerter på stribe 9.- 10. og 11. oktober (Greve, Nykøbing Sjælland og Svendborg). Så holder bandet en lille pause til 6. november, hvor de spiller i Aalborg foruden yderligere fem koncerter sidst i november, sikkert med Sange fra Nord og Udkantsdanmark på repertoiret.

Det talentfulde, skotske band Skerryvore lægger vejen forbi Ballerup 21. oktober, og de følgende dage kan bandet opleves i Åbybro, Røgen og på Hagges i Tønder 26. oktober, hvorefter de giver et par koncerter i det tyske, inden de vender hjem til højlandet.

Baltic Crossing

Baltic Crossing

Så kan man til gengæld glæde sig over, at kvintetten Baltic Crossing, som i år fejrer 10 års jubilæum, giver koncert i vestsjællandske Drauget 28. oktober. Bagefter drager de også en tur gennem landet med besøg på spillesteder i Odense, Præstø, Toreby, Thorøhuse, Sønderho, Nykøbing Mors, Viborg og Hurup, inden den afsluttende optræden i Hillerød 7. november. Inden da varmer Kristian Bugge op til sin Danmarkstur med Baltic Crossing sammen med Mette Kathrine Jensen, idet de to tager en tur til USA og Canada 10.- 21. oktober.

Mange flere bands kan selvfølgelig opleves på de danske scener, bl.a. giver Sorten Muld tre koncerter midt i oktober. Se rootszone.dks kalender for flere koncerter – alene fra 9. oktober og måneden ud indeholder listen 102 koncerter, og der er sikkert flere, som vi ikke har hørt om endnu.