Ildsjælene Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj satte gang i den meget dansk og nordisk orienterede folkemusik-festival på Smidstrupvej i Tappernøje for et helt årti siden, nemlig i 2009. Jubilæet fejrer de i dagene torsdag d. 8. august til søndag eftermiddag d. 11. august. Det gør de bl.a. ved at tilføje en ekstra dag og ikke mindst med at kunne præsentere selveste Sorten Muld, som starter deres gensyns-tur i Danseladen fredag nat. Så det!

I alt bliver der tale om mere end 40 koncerter på de fire scener: Danseladen, Viseteltet, Café-Scenen og Dansetræet foruden en masse workshops i sang, spil og dans. Blandt de optrædende kan vi nævne VÆV med Poul Lendal og David Mondrup, som væver musikfortællinger sammen til fælles kulturarv, Virelai, Stanley Samuelsen, Perry Stenbäck med Dekadansorkestern, Elmøe og Hoffmann og MoPF Nordisk Jubii Jamband. Det består af Tina Quartey (S),Søren Korshøj, Marika Tingaard Anderssen (DK), Lena Johnsson (S) og Laija Lautamaja fra Finland.

Stanley Samuelsen

Desuden Jansberg, Morten Alfred Høirup & Mia Guldhammer, Paul Banks & Charlotte Halberg, Natasja Lee Dickinson og Peter Puma Hedlund, Ramsø Spillemandslaug, norske Vrang. OG mange flere endnu. Bl.a. det ikke-nordiske, men spændende band, sydfranske Bassacada, der spiller folkemusik fra Occitanien – et område i Sydeuropa tilbage i middelalderen. I 2016 fik Frankrig så en ny region, da Languedoc-Roussillon og Mídi-Pyrénées blev lagt sammen til netop Occitanie.

Der er også forfriskende indspark fra ROD, FOD og Folkekons, ligesom der er buskspil og jams og prisuddelinger. Velkommen til den måske hyggeligste nordiske folkemusikfestival med gøgl og cirkus, vikinger og boder, rollespil og spejderkarrusel, hygge og al mulig sjov for børn, som der selvfølgelig også er workshops for. Børnene er fremtidens bærere af fortidens og nutidens traditioner.

På MoPF er man tæt på musikken og på hinanden, og alle er del af den helt særlige magiske atmosfære og i fællesskab om musikken. Som arrangørerne selv formuleret det, så skaber ”folkemusikken på Musik over Præstø Fjord bånd mellem musikken og dansen, mellem unge og gamle, mellem de nye og nyskabende tendenser og den autentiske videreføring af traditionen. Den skaber ny muld og næring til vores fælles nordiske rødder”. Læs meget mere om den propfyldte festival på www.mopf.dk