Som mange nok har set omtalt her, byder Tivoli på folk, roots og verdensmusik hver mandag gennem sæsonen. Forhåbentlig har mange af jer også været der til nogle af koncerterne, som spiller mellem kl. 19 og 20.30 under navnet Mundo Mandag og har gjort det de seneste år.
Den næste håndfuld navne giver et godt billede af, hvor alsidigt programmet er. Her kommer en svensk sangerinde, som med sit band fortolker jiddische sange. Senere et band, der foruden den fine, irske sangerinde Nuala Kennedy består af franske og italienske musikere, som hver især også er et solonavn. Desuden bydes på amerikansk roots og på dansk ska/reggae. Når dette læses, har det vilde engelske folk-sigøjner-punkband The Great Malarkey utvivlsomt henrykt publikum, der som trofaste fans er dukket op, eller dem der tilfældigt er passeret forbi – og så stopper man altså for at opleve dette højenergiske band, som mange i Danmark kender fra bl.a. populære og propfyldte koncerter på Tønder Festival.
De fire kommende mandage kommer vi altså igen godt ud i hjørnerne. I datoorden: 30 maj danske Leo & The Lineup, som giver den totalt gas med backingband og fire sangerinder med flot og glad dansemusik i diverse genrer. Mandag 6. juni Voyage de Nuit på scenen. Bandet mikser traditionel irsk musik med Nuala Kennedy på vokal og fløjter med Philippe Guidot på guitar, Francois Bregnot på violin, viola og vokal. Filippo Gambette på harmonika og Hamid Gribi på percussion. Midt i juni – d. 13. – gælder det Louisa Lyne& The Yiddische Kappleye – en spændende, nordsvensk fortolker og elsker af de traditionelle, jødiske toner og hendes musikbagland.
Amerikanske Dan Will er centrum for musikkollektivet Old Salt, der mødtes i Slovenien for tre år siden. Kulturelle grænser krydses og udvides, når gruppen sammen fortolker Dan Wills sange og traditionel amerikansk musik. Det gør de 20. juni. Når det er sagt, ja, så følger der endnu mange musikmandage på Harmonipavillonen i juli, august og september, og dem ser vi på hen ad vejen.