I aften d. 17. august – endnu en megahot dag, kan vi godt regne med – står MC Hansen igen på scenen i Tivoli. Han har været der hver sæson i de seneste år i forskellige konstellationer. Men denne gang bliver det på den store scene – på Plænen, hvor Mundomandage afholdes i 2020.

MC Hansen

MC Hansen er vant til både små og store scener og er en flittig musiker, der også i dette corona-år har fået iscenesat nogle anderledes koncerter, ligesom heldigvis mange andre også er lykkedes med. Denne her spiller han som så ofte før med Nikolaj Wolf på bas og Jacob Chano på trommer. I dag kalder han bandet eller showet måske for Spektakel, og de spiller dansk folk og country.

I 20 år skrev den prisvindende singer-songwriter sine sange på engelsk, men i 2019 udgav han sit danske udspil ”Alter Ego Ego Alter”. Han er i høj grad historiefortæller, og fortællingerne folder sig fint ud på hans modersmål, og han føler sig rigtig godt tilpas i det. Musikken skal også nok falde i de forhåbentlig mange Tivoligængeres smag.

De næste to Mundo-koncerter er med Afenginn og Cody – og ser indtil idere ud til at være sæsonens sidste.