En billetpris på 400 kr., en halv times kø udenfor, før vi bliver lukket ind til ståpladser og dyre drinks kan ikke forhindre os i at mødes, når Tyler Childers’ Mule Pull 24 Tour kommer til byen. ’Os’ er de 2500 primært generation Y, som skal til for at fylde Store Vega.
De første 45 minutter var afsat til John R. Miller og hans første koncert i København. Miller er født i West Virginia, han fik en guitar som helt ung, begyndte at spille både rock og oldtime-musik i forskellige bands, men fandt sig bedst til rette på landevejen som folkesanger. Her mødte han Tyler Childers i samme situation. Efter mange dårligt betalte jobs, overnatninger på gulve og et stigende alkoholmisbrug lykkedes det Miller at få en pladekontrakt og en lovende tilværelse som professionel sanger-sangskriver.
Flere år og flere album senere var det så blevet vores tur til at lytte til hans sange live. Han har tydeligvis samlet inspiration fra både John Prine og en tidlig Bob Dylan, for sangene havde lignende humor, bid og sproglige finurligheder. Han spillede sågar sange på opfordring fra publikum. Det gik godt – indtil den tredje sang, hvor tydelig larm fra salen signalerede manglende interesse for Miller. Utålmodigheden varede, lige indtil Tyler Childers med sin sekstet indtog scenen.
Hovedparten af publikum var ikke bare nysgerrige efter at opleve fænomenet Childers, men rigtige fans, der sang med på både vers og omkvæd. Dette blev gjort nemmere, da hans sange blev udført, så de lød præcis, som de indspillede versioner, vi kender. Childers er en bonderøv med en lige så blakket fortid som vennen Miller, og selv om han nu har opnået stor succes internationalt, så fremstår han mere som en særling end en slesk entertainer.
Siden sine introverte optrædener på Tønder Festival for få år siden, er han blevet bedre til at adressere publikum med sin skæve humor og ironi. Ikke desto mindre virkede han absolut ærlig, når han sang om både at mødes med vennerne i kirken, at sniffe kokain eller om livet som gedefarmer. Man kan nok ikke tage bonderøven ud af Childers. Han har stadig sine tykke sydstatsaccent, og han foretrækker sit hverdagstøj frem for glimmer og rhinestones.
Hans orkester sørgede for kompetent backing, og vi nåede igennem størstedelen af hans bagkatalog af sange. Mine favoritter var: ”Old Country Church”, “Rustin’ In The Rain”, “Cluck Ol Hen”, “Nose On The Grindstone” og “Country Squire”. Som et par afbræk i rækken af hans overbevisende sange og fortolkninger greb han sin fiddle, og vi fik et par bluegrass-instrumentalnumre, og senere i sættet gav han en lille soloafdeling.
Der var billeder af muldyr og geder på scenen, der var slet ikke plads til at danse, og der var en lugt af kunstig røg og ikke halm. Men alligevel kunne jeg godt bilde mig selv ind, at vi var kommet til ’hoedown’ (danseparty) i laden hjemme i Kentucky på denne aften, da én af de største country- og americana-musikere lagde vejen forbi Vesterbro, København.
https://rootszone.dk/lp-tyler-childers-rustin-in-the-rain/
