Almost Irish
”Jeg håber, I kan se, hvor nervøse vi er, men for pokker, hvor har vi glædet os.” Sådan lød de første ord fra scenen, da danske Almost Irish indledte lørdag aften i Hal 2. Både de indledende ord og bandets navn dufter lidt af en afdæmpet og beskeden tilgang til det at befinde sig på en stor festivalscene, og de fire brødre Nielsen – ja, det er faktisk, hvad de er – har da også spillet sig gennem den årelange rejse over de mange små og mindre scener til den aktuelle position. Her er selvbevidste sceneattituder absolut ingen selvfølgelighed.
Derimod udstrålede de en afvæbnende charme med deres umiddelbare og lune introduktioner, og der var plads til både fyldige præsentationer af sangenes historier og til at tage lidt familiært røg på hinanden. De tager deres musik seriøst, men demonstrerede også forskellen på det seriøse og det alvorstunge.
Jani Lang, Dallahan
Hovedvokalisten Rasmus Nielsen har en ganske god sangstemme, og han har tydeligvis arbejdet med den irske udtale i bestræbelsen på at opnå et autentisk udtryk. Stemmen når ikke på højde med et af hans erklærede forbilleder, salig Luke Kelly, men mindre kan sandelig også gøre det, og hans glæde ved at synge giver en energi og en udstråling, der kompenserer så rigeligt. Senere hen i sættet afslørede også Lukas Nielsen ganske gode vokale evner.
Almost Irish vovede sig ikke ud i mange, lange og hæsblæsende instrumentale udladninger, men denne aften havde de taget deres irske ven Chris McMullan med på irsk uilleann pipe og whistle, hvilket alligevel gav plads til enkelte velspillede instrumentale indlæg. I den sammenhæng viste Alexander Nielsen også gode færdigheder på whistle.
Trods den erklærede tidlige inspiration fra The Dubliners er det primært 1970´ernes unge irske bands, der ligger til grund for den lyd, dette charmerende og gennemsympatiske familieband står for. Almost Irish var en god og varm oplevelse i vinterkulden.
Paddy Callaghan, Dallahan
Hvad vi ikke fik af instrumentale udfoldelser indtil da, blev vi til gengæld diverteret med i rigeligt mål af Dallahan, der fulgte efter Almost Irish. Bandet består af en irer, to skotter og to ungarere, hvoraf den ene dog var fraværende denne aften, men musikken er irsk med glimtvise tilføjelser af østeuropæiske traditioner. De to meget forskellige tonesprog stod umiddelbart meget i kontrast til hinanden, men ganske effektfuldt var det. Besætningen er rent akustisk med violin, toradet trækharmonika, banjo og mandolin som de melodiførende, og man må da nok sige, at de kunne deres kram.
Dallahans originalitet ligger først og fremmest i sammenstillingen af de to forskellige traditioner, men Jack Badcock´s rytmisk komplekse og synkoperede guitarunderlægning tilførte derudover musikken en særlig rytmik. Han skulle desuden kompensere for den fraværende kontrabas, men med fodpedaler kan meget klares…
Efter de vedholdende stående ovationer forventedes et fyrværkeri af instrumentalstykker, men sandelig ikke om Dallahan overraskede med den gamle calypso- og reggaeklassiker ”Shame And Scandal In The Family”, kendt herhjemme i fordanskningen ”Stor skandale i familien” med Daimi. De fulgte til gengæld op med fyrværkeriet af irsk og ungarsk og understregede dermed, at de havde begavet os med en ganske forrygende musikalsk oplevelse.
Aftenen rundedes af med engelske Oysterband, men de er jo særdeles velbeskrevne og skal derfor ikke være anledning til yderligere ordgyderi fra den udsendtes hoved og hånd.
Oysterband Fotos: Per Dyrholm
