Fearing er født i Vancouver i 1963 og opvokset i Dublin. Færdiguddannet i 1981 flyttede han til Minneapolis og startede sin egentlige musikerkarriere i 1986, hvor han dannede Blackie and the Rodeo Kings. Bandet blev et af Canadas førende rootsrock-navne. De udgav en række album, fik en JUNO-pris og samarbejdede med flere af de største navne: Emmylou Harris, Nick Lowe, Jason Isbell, Lucinda Williams og Keb Mo’.
I 1998 dannede han duoen Fearing & White med And White, som også har udgivet flere kritikerroste album. Desuden er der blevet tid til både en solokarriere med 16 album bag sig samt en hel del arbejde som producer og musikundervisning.
Vi kunne derfor mærke fra start, at det er en musikalsk gigant, vi mødte her på engen i skønne, solbeskinnede Midtsydsjælland. Foruden sine begavede og medrivende fortællinger i både introduktioner og sangtekster, så er Stephen Fearing en ferm guitarist og udtryksfuld sanger med et stort register. Han gav os et indblik i sit store bagkatalog af sange , som spændte lige fra de stille og inderlige ballader til hårdtslående rock’n’roll.
Sammen med det tæt sammenspillede band The Sentimentals fik vi en formidabel koncert. Alligevel var stemningen lidt tilbagelænet (de mange fremmødte havde tidligere på dagen haft glæden af en lille koncert med selveste Irish Mythen, men også bogstaveligt på grund af de mange medbragte campingstole).
Dette skyldes dog snarere det faktum, at Møllegården med de legendariske Hønsehus-koncerter ophører. Dette blev derfor en lidt vemodig afsked med et spillested og lokalt samlingspunkt for folkemusikken igennem otte år. Heldigvis er der planer om nye lignende aktiviteter.