Foghorn Stringband
NOLA er navnet på Tønderfestivalens lille hyggelige New Orleansplads. Her står de to maleriske, belgiske spejltelte, det lille La Gayola – også kaldet ”Gajolen” – og det lidt større, Palais des Glaces, og danner rammer om den mere afdæmpede og stille lyttemusik.
Jeg tilbragte det meste af fredagen i herligt selskab på NOLA, hvor glimmer, blyindfattede ruder, spejle og duften af krasse krydderier forgylder musikken og får en til at glemme det regnvåde vejr og ankelhøje mudder.
Klokken 12 steg Foghorn Stringband fra Portland, Oregon, op på den lille scene, og gruppen gik rent ind hos det grånende publikum med deres Carter Family Anno 2014. Suveræn instrumentbeherskelse på mandolin, guitar, bas, banjo, violin og tætte vokalharmonier. Meget landligt og amerikansk, spændende fra Louisiana til Minnesota. Foghorn Stringband, der affødte stående klapsalver, er et barn af den fornyede old time-interesse. Bedre bluegrass er svær at finde!
Steffan S. Sørensen og Hans Mydtskov fra Alan Klitgaards band.
Allerede kvart over to var der lang kø til La Gayola, hvor Alan Klitgaard skulle præsentere sin nye cd, ”Regnens Harpe”, kl. 15. Han havde haft ondt i halsen, sagde han, men var blevet trøstet med, at det nok ville hjælpe at spille på ”Gajolen”.
Halfdan Rasmussens digte fra hans og Ib Spang Olsens Irlandsrejse i 1958 blev serveret på smukkeste vis. Og selv om Halfdan i sin tid kun beherskede de to engelske ord ”yes” og ”no” var hans indtryk fra rejsen på Irlands vestkyst friske, engagerede og mangfoldige. De gjorde sig godt den eftermiddag pakket ind i Klitgaards fyldige introduktioner og de fem musikeres toner. ”…Verden har nok til mange, og intet til endnu fler´ ” , en af de linjer fra ”Regnens Harpe”, der står klarest i min erindring og vidner om Halfdans indignation og iagttagelsesevne.
Stærke synspunkter og socialt enagement mødte man også hos amerikanske Chuck Brodsky i Palais des Glaces. Det var femte gang, han var på festivalen med sine vedkommende, lavmælte sange. ”En mand og en guitar”, som konferencieren sagde. Det var sådan, det hele startede. Brodsky er nem at forstå – både fordi han taler og synger tydeligt, og fordi han relaterer sig til emner, alle kender. Vi fik sangen ”Man out of Time” om manden, der på alle måder ikke er tidssvarende: Ingen computer, ingen sans for engangsservice….
Chuck Brodsky. Fotos: Allan E. Petersen
Vi fik en imponerende helt dugfrisk historisk gennemgang af de danske jøders flugt over Øresund i 1943. Vi fik en rammende beskrivelse af Facebook som ramme om venskaber og forum for ligegyldigt tidsfordriv, og en beskrivelse af de gamle beboere, ”the been heres”, og tilflytterne, ”the come heres” i Brodskys egen lille by i North Carolina. Selv en baseball-ballade blev der plads til, selv om denne sport ikke fylder meget herhjemme.
Publikum elsker Brodsky, og man mærker, at det er gensidigt. Hen mod slutningen af koncerten satte en ung pige sig op lige foran ham, og han bemærkede, at hun havde et firkantet armbånd på. Det havde han aldrig set før, sagde han. Og som en gestus tog hun armbåndet af og forærede ham det til alles begejstring.
En helt igennem dejlig eftermiddag i det danske New Orleans.
Alan Klitgaard med band.
