Chris Thile er måske ikke så bredt kendt herhjemme, men han er en international stjerne-mandolinist, komponist m.m. Hans musik favner meget vidt, men har et udspring i rootsmusikken -især akustisk bluegrass.
Han begyndte på mandolinen som femårig, og tre år senere dannede han Nickel Creek sammen med to andre børn: Sara og Sean Watkins. De fik straks så mange engagementer, at han måtte hjemmeskoles. Allerede før han blev teenager, havde han udgivet sit første soloalbum, og i 1997 havde han udgivet soloalbum nr. 2 samt Nickel Creeks debutalbum. Siden er han blevet voksen, og som den produktive og kreative musiker han er, har han givet utallige koncerter og har oparbejdet et bredt og stort bagkatalog.
Thiles musikalske projekter og samarbejder med mange forskellige musikere er næsten uoverskueligt og omfatter nærmest alle orkesterkonstellationer: Duoer, trioer, kvartetter og kvintetter alt sammen spækket med hans egne kompositioner, egne arrangementer eller egne fortolkninger.
For nylig udkom Laysongs, som er et solo-solo-album, altså mandolin/vokal: Thile. Vi, der oplevede hans solokoncert i Konservatoriets koncertsal i 2017 ved, at han sagtens kan tryllebinde et stort koncertpublikum helt alene, og han gjorde det igen i Den Sorte Diamant.
Det blev en forrygende koncert med et bredt repertoire. Fra Laysongs fik vi God Is Alive, Magic Is Afoot (oprindelig en improviseret sang af Buffy Sainte-Marie til et Leonard Cohen-digt), Laysong, Ecclasiastes og Salt (In the Wounds) of the Earth, Part 1 (Skrevet af Thile efter inspiration af Narnia-forfatteren C.S. Lewis’ mørke fortælling The Screwtape Letters). Og fra bagkataloget fik vi hans egne sange bl.a. Ode to a Butterfly og personlige versioner af Paul Simons: Like a Rock, Gillian Welchs: Hard Times samt sange af Hazel Dickens og Bill Monroe og det vanvittigt hurtige instrumentalnummer Rawhide.
Chris Thiele tog imod opfordringer, og nogle af disse sange blev elegant indrammet af anden musik fra bagkataloget f.eks. stykker af Béla Bartók og J.S. Bach samt frie improvisationer. Han havde en tæt interaktion med publikum med fortællinger og selvironisk humor: ”Jeg elsker penge, så derfor har jeg skrevet dette 15 minutter lange svært tilgængelige solostykke for mandolin”.
Det meste af hans musik er langtfra kommerciel, men det paradoksale er, at han har mange hengivne lyttere. Jeg mødte nogle fra Nordsverige og mange herboende amerikanere. Mit gæt er, at omkring halvdelen af salen var musikere selv. Desuden fik jeg at vide, at nogle fans rejser rundt og følger hans koncertert-turneer.
Og publikum var så respektfuldt lyttende, at han flere gange foretrak at spille og sang uden mikrofoner. Ligesom sin musik, så er Thile fyldt med masser af pludselige indfald og sjove overraskelser. Han er en musiker, som gjorde det ekstremt svære legende let i en overbevisende musikalsk tour de force.
