Der er den slags gode koncerter, hvor man ikke forventer noget, men bliver glædeligt overrasket, og så er der de helt uforglemmelige koncerter, som man har glædet sig til og haft høje forventninger til – og som ikke kun indfrier disse, men overgår dem. Denne sidste sjældne kategori af musikoplevelser oprandt for mig d. 30. november, hvor Billy Strings besøgte Danmark på sin første Europa-turné og spillede den allerførste bluegrasskoncert overhovedet i Vega, hvor han indtog den fyldte store sal. Efter vores introduktion til Billy Strings: https://rootszone.dk/billy-strings/ er hans karriere kun gået én vej, og det er opad, og han er i øjeblikket den mest fejrede bluegrass-musiker overhovedet. Strings fylder de største koncertsale, optræder med superstjernemusikere, og så har han lige udgivet et nyt album ”Me/And/Dad”.
Det er strøget ind på den officielle americana-hitliste som nr. 7 og vil sandsynligvis kæmpe med Taylor Swift og Bruce Springsteen om førstepladsen. Og her taler vi om et bluegrass-album med kun traditionelle numre. Albummet er et ønske, som Strings længe har haft og er en hyldest til den musik, som er udgangspunktet for hans karriere. Og det er en hyldest til hans far, som lærte ham at spille bluegrass, og som medvirker på albummet.
Vi fik imidlertid slet ikke numre fra albummet, men derimod to sæt opvisning i ekvilibrisme og spilleglæde. Foruden hans egne sange og instrumentale numre genkendte jeg The Drifter’s Escape (Bob Dylan), Someday You’ll Call My Name af Hank Williams samt en lang række bluegrass-standards herunder: Ya’ll Come og Doin’ My Time.
Sammensætningen af repertoiret virkede i det hele taget meget spontan og var forskellig fra andre aftener. Hans glæde over nu også at have et europæisk publikum virkede i hans introduktioner ægte og ydmyg. På et tidspunkt sagde Strings:”Hov, har vi ikke spillet i A-dur temmelig længe, jeg tror, vi skifter” eller om Hank Williams: ”Han døde yngre end jeg (30 år), men bare én af hans sange er bedre end alle de sange, jeg nogensinde har skrevet og vil skrive”.
Billy Failing (banjo), Royal Masat (bas), Jarrod Walker (mandolin) og Alex Hargreaves (fiddle) og ikke mindst Strings’ flatpicking og eminente sang med de helt rette fraseringer og kor boltrede sig til stor begejstring fra salen. De spiller alle akustiske instrumenter, men i passager lød det mere som psykedeliske stoner-bands fra 1960’erne, som Strings også er inspireret af. Musikken svævede derudaf, og lydniveauet steg for herefter at finde tilbage til den mere jordnære musik.
Et meget bredt publikum fra teenagere til folkepensionister, fra provins og hovedstad og ikke mindst fra udlandet virkede helt henført. Jeg snakkede med større grupper af amerikanske fans, der systematisk fulgte Strings rundt på hele hans Europa-turné. Et fænomen, jeg ikke har oplevet i så stor stil som siden psych-rock bandet Grateful Deads hippieturnéer.
Hans popularitet kunne også aflæses af køerne i merchandise-shoppen og i de opstemte grupper, som spredtes efter den næsten tre-en-halv-times koncert. Vi blev vidner til en triumf og måske en ny epoke for rootsmusikken. Måske er navne som Billy Strings ved at gøre den til mainstream – populær er den i hvert fald, det fik vi bevist.
