Som det fremgår af vores foromtale til koncerten, er Gambetta først og fremmest en unik guitarvirtuos. Men også hans evner som sanger og komponist fik vi bevis på, og dette var med til at gøre koncerten fremragende. Han optræder ofte i duosammenhæng, men også solo kunne han sagtens imponere (dog med lidt hjælp på et par numre af ’Gino’) – som han kalder sin lille elektroniske loopmaskine).
Selv om han og hustruen bor skiftevis i New Jersey, USA og Genova, Italien, så har han stadig samme tydelige accent og blide væsen, som sidst jeg mødte ham for over 10 år siden. Jeg fik en snak med ham, og udover de guitartekniske emner fortalte han, at han i en alder af 65 er begyndt at overveje, hvorledes han skal stoppe sin musikkarriere.
Han kan allerede se tilbage på en flot karriere, hvor netop flatpicking-guitarspillet er i centrum. Flatpicking har intet at gøre med at vælge ny lejlighed, som han tørt bemærkede, men er plekterspil. Han berettede stolt om, hvorledes han havde fået lov til at spille til sin store helt Doc Watsons begravelse. Watson, som er faderen til netop denne spillestil. Han fortalte om sine møder med andre guitarhelte som Norman Blake og Tony Rice og gav numre som hyldest til disse. Herunder Church Street Blues, som blev ét af aftenens højdepunkter for mit vedkommende.
Også guitaristen Dan Crary, som egentlig er stoppet, men som Gambetta fik overtalt til at deltage i en mindre turné i Tyskland som fejring af deres 30 år jubilæums samarbejde for nylig, fik en musikalsk hilsen. Og endelig fik vi også mange eksempler på hans egne kompositioner og sange. Trods den gode beliggenhed ved én af de nye metrostationer og det velvalgte navn til det lille spillested, så var der desværre ikke så stort fremmøde. http://www.beppegambetta.com/?fbclid=IwAR0k_gTOjz8Ovdl01kLoytXodnuzhdgLzsDWGy1N7WmuWRaLJ89jAbKMn9A
