Man kan heldigvis stadig opleve livemusik trods de sidste restriktive tiltag. I Mariehaven i Ansager har Helge Engelbrecht sørget for, at der er musik hver torsdag, fredag, lørdag og søndag indtil jul fra kl. 12 til 20.

Ditte Fromseier

I lørdags var det først værten selv, der stod for julehyggen i første afdeling med gode historier og sange – viser, som i flere tilfælde kunne karakteriseres som folk. Senere på dagen da mørket sænkede sig, blev haven smukt illumineret med masser af lys og projektører, og så stod Ditte Fromseier sammen med Ronnie Olesen og Sidsel Maria Michelsenfor underholdningen sammen med Helge Engelbrecht. Blandt andet med en sang på ægte bornholmsk med Ditte Fromseier solo. Så folkemusikken var medvirkende til, at julestemningen bredte sig i den hyggelige have.

Konceptet Mariehaven i levende live kører videre også næste år under en eller anden form. Der er lavvande i spillestedernes kasse, så der er flere støttemuligheder til de fleste festivals. Mariehaven tilbyder, at man kan blive medlem af Marieklubben, eller man kan købe folkeaktier. Det er måske en gaveide her til jul, hvor modtageren så opnår nogle fordele, og man giver et spillested en tiltrængt økonomisk hjælp.

Der er selvfølgelig også mulighed for at støtte eksempelvis Skagen Festival og Tønder Festival via deres hjemmesider på forskellig vis.

Helge Engelbrecht