Folk-ikonet og aktivisten Joan Baez’ ”Fare The Well”-turné er blevet forlænget ind i 2019, og nu forlyder det, at der er tilføjet yderligere koncerter i bl.a. Europa. Knap var hun ellers vendt hjem til Californien for bl.a. at blive optaget i California Hall of Fame, før de store brande, der hærgede staten fornylig, brød ud, og hun (typisk) involverede sig i støtte til de mange ramte.

Hendes 2018-album ”Whistle Down The Wind”, som består af nogle af hendes favoritsange, er løbende ved at blive ’filmatiseret’. Sådan at forstå, at sangene bliver ledsaget af kortfilm, som er produceret af New York Universitets kunstskole. Den seneste af disse kortfilm er lige blevet offentliggjort. Det er ”The Great Correction” – en vellykket sang, som er oplagt til at inddrage nogle af Baez’ mærkesager og til at sætte billeder til USA’s historiske og nuværende politiske klima.

”The Great Correction” er skrevet af Eliza Gilkyson i 2008, men er stadig aktuel. Baez har tidligere indspillet nogle af Gilkysons sange til albummet ”Day After Tomorrow”, og skulle Baez gøre alvor af ikke at turnere mere, så kan Gilkyson stadig høres live. Forekommer efternavnet for øvrigt bekendt, så er det, fordi Eliza er datter af folklegenden Terry Gilkyson.