I kølvandet på DMI-Folk skrev overtegnede et indlæg, indeholdende nogle overvejelser over grænserne for, hvad der kan betegnes som ”folkemusik”. Anledningen var en række nominerede navne til modtagelse af priserne, som umiddelbart lå relativt fjernt fra kernen i, hvad der almindeligvis opfattes om folkemusik.

Nils Thorlund Foto: per Dyrholm

Nils Thorlund Foto: per Dyrholm

Rootszone.dk opfordrede til reaktioner og dermed videre debat, og en række indlæg og kommentarer reflekterede efterfølgende videre over de indledende overvejelser. Lad mig forsøge dels at foretage en foreløbig opsamling på debatten og dels at videregive nogle videre overvejelser over det fremførte.

Både Claus Hellgren Larsen, David Mondrup, Morten Alfred Høirup og Henrik Jansberg påpeger det vanskelige og til dels uhensigtsmæssige ved at fastlægge en egentlig definition af begrebet. Faren for udelukkelse af nogle fra ”det gode selskab” påpeges, men på den anden side også, at der i forbindelse med præsentationen af musikken er et krav om genrebetegnelser. Det synspunkt, at det må være op til den enkelte at afgøre, om man er folkemusiker eller ej, fremføres også. Endelig nævnes det, at genreblandinger kan få svært ved at få plads inden for en eventuel definition.

Susanne Kraft og Tage Aabech plæderer for en traditionel og relativt snæver definition at folkemusik som noget, der foregår blandt folk, ikke til folk, og som ”folket” på den måde har taget til sig. Det er ganske rigtigt sådanne elementer, der kendetegner en mere oprindelig definition, og som passer på den traditionelle musik. Men derved afvises hele den nyere kommercielle del af miljøet med koncertoptrædender, udgivelser mv., som udgør hovedparten af den øjeblikkelige folkemusikalske verden. Hensigten med mit første indlæg var netop et forsøg på at fastlægge brede begrebsrammer for at kunne inkludere hele dette store segment af udøvere – og det mener jeg, at vi er nødt til, som verden ser ud i dag.

foto40909Kristine Heebøll, koordinator for konservatoriets folkemusiklinje, har skrevet en længere artikel, hvori hun gennemgår den historiske udvikling af folkemusikbegrebet og definitionen af det. Blandt andet påpeges det, at folkemusikken er en størrelse i konstant forandring i samklang med den samfundsmæssige og kulturelle udvikling. Derved har definitionen ændret sig fra at beskrive en social kategorisering – det med folket – til i højere grad at beskrive en stilart eller en genre, om man vil. Musikken kan og skal ikke løsrives fra sin sammenhæng.

Begrebet ”definition” er en noget striks størrelse, der udspringer af den videnskabelige verdens krav om entydighed og stringens. Måske skulle vi i stedet forsøge blot at opstille nogle få overskuelige kendetegn for, hvad vi med bare nogenlunde rimelighed kan kalde folkemusik. Derved kan man opnå en form for afgrænsning uden en snærende og ekskluderende definition.

Hvorfor overhovedet afgrænse? Er udviklingen med ikke mindst genreblandinger ikke med til at gøre det uhensigtsmæssigt? Måske. Problemet er bare, at så længe vi insisterer på genreorganisationer, genrebestemte prisuddelinger, og hvordan vi ellers deler os op, vil behovet for en afgrænsning være til stede. Så vil måske de enkelte fora søge sine egne afgrænsninger, men det ville da være noget mere hensigtsmæssigt med en fælles.

Flere debattører nævner traditionen som grundlaget og udgangspunktet for også den nutidige folkemusik, heriblandt David Mondrup, som bruger elektroniske instrumenter i sit orkester Mallebrok. Umiddelbart er det kendetegn, at en musik i et eller andet omfang bygger på en folkelig tradition, vel det mest centrale for begrebet folkemusik.

At ”folkemusikken” og ”verdensmusikken” her i landet nu organisatorisk er blevet fusioneret, ændrer vel ikke på det. Verdensmusik er jo blot traditionsbaseret musik fra andre områder end Vesteuropa og Nordamerika – bare nævnt som en indskudt bemærkning.

Er det mon en mulighed at komme videre herfra? Lad os så bare glemme alt om betegnelser som ”folk”, ”roots” etc. og kalde det folkemusik. Det er jo alligevel det, vi gør.