Musikhuset Dexter havde inviteret Christian Hede til at spille og synge fredag eftermiddag. Det blev en intimkoncert, og det så ud til at passe ham godt, for han indbød til kommentarer fra gæsterne og hyggesnakkede og havde i det hele taget et godt nærvær på scenen. Han startede med at berette om sin tur til Stockholm, hvor han havde indspillet med Joakim Thåströms band, og at han også havde lånt Tiggerne af Peter Sommer til nogle udgivelser.
Charme, ambitioner og småsnak er ikke nok, og heldigvis havde han en håndfulde af sine sange og sin akustiske guitar med. Og bedømt på det så savnede han ikke backingband, for han er en fuldt udviklet singer-songwriter. Med eminent guitarspil, en god vokal og ikke mindst nogle fremragende sange, lød han bedre og mere interessant end de fleste debuterende solister.
Hede kommer fra rockbands som Pet the Preacher og Bellhound Choir, og han har backet Jesper Binzer. Tidligere i år udkom hans debut-EP Øbo (formentlig et vink til hans hjem-ø Bornholm). Han har præsenteret sangene på enkelte koncerter herhjemme og på en mindre turné i Storbritannien. Musikken på EP’en skurrer lidt i mine gamle ører pga. de industrielle lydkulisser, men her stod sangene afklædte og fungerede perfekt. Desuden fik vi nogle helt nye sange, som er på vej på et kommende album.
”Jeg satte mig for at skrive en fredssang, men..” fortalte han, og ”Hvide fugl” lød nu også mere som en blanding af en kærlighedssang og en hyldest til fremmede kulturer. Ellers gjorde ”Vi to er ens” og ”Vil I alle dø”? et godt indtryk og bekræftede, at vi nu har endnu en meget kompetent sanger og sangskriver at lægge øre til. Om man foretrækker hans industrial-folk, eller som jeg hans akustiske solofolk, er en smagssag. For Hede bør det ikke være et skisma, men snarere et spørgsmål om overskud og muligheder.
