Det har været et hårdt 2020 for musikken og for alt og alle. Snart slutter det år, som begyndte så godt, men som i midten af marts ændrede sig drastisk og har været det mærkeligste og for mange nok sværeste nogensinde. Corona-pandemien ramte over hele verden, og den strammer igen og stadigvæk grebet om os. Men heldigvis vinker vaccinationen forude, og nogle har endda fået den her lige før nytår.

Sidste år lød overskriften på denne plads: ”Happy 2020 – for fuld musik”. Glad og optimistisk var man på musikkens og musikbranchens vegne, for ingen af os vidste, hvad der ventede om hjørnet. Kun Strib Vinterfestival nåede at afholde sin festival i februar og bevarer, i al fald på sin hjemmeside, endnu håbet om også at blive den første folk-festival i Danmark i 2021. Som det ser ud lige nu, må man nok tvivle, med mindre festivalen finder en gangbar løsning, ligesom Mariefestival i Ansager gjorde tilbage i september. Her blev gennemført en restriktiv udgave af festivalen med afstand, små scener, havefester med levende musik og en musikbus i den lille by.

Harald Haugaard

Men det blev et år uden landets folk-flagskibs-festival i Tønder Festival. Mange mennesker skulle for første gang i måske 30 år eller mere forholde sig til ikke at skulle til Tønder i august, ellers et af årets holde- og højdepunkter for mange af os. Der blev dog afholdt to koncerter i Tønder den weekend, ligesom en del mennesker sandsynligvis valgte at tilbringe nogle dage i byen. Skagen Festival gik naturligvis heller ikke fri, ej heller Musik over Præstø Fjord eller andre af de folkemusik-fokuserede festivaler. Faktisk blev alt, som alle ved, aflyst – blandt dem selvfølgelig også Roskilde og Smukfest. Forhåbentlig sker det samme ikke i år! Og forhåbentlig har festivalerne holdt skindet på næsen, selv om det har været dyrt for mange ikke at gennemføre festivalerne.

MC Hansen

2020’s mangel på livemusik har været et enormt hårdt slag for alle, der overhovedet arbejder i musikbranchen, hvor det ovenikøbet har været ekstra meget op ad bakke at opnå lønkompensation (om overhovedet) med videre. Det ved mange af jer, der læser dette, langt mere om end jeg. Men i al fald er tusindvis af koncerter, og det vil sige musikjobs, blevet aflyst i nu mere end ni måneder. Det rammer ikke bare alle, der lever af at spille musikken, men også alle dem, der arbejder med de mange andre opgaver i forbindelse med koncerter. Spillestederne bløder, ligesom restauranter, cafeer, barer/værtshuse/pubber med og uden levende musik – og naturligvis rejsebranchen og turismen.

Men året har også vist stort gåpåmod, alternativ tænkning, nye måder at holde arrangementer på – ikke mindst har onlinekoncerter vist deres potentiale. Rigtig mange har kastet sig ud i at spille hjemmefra og streame musikken, både herhjemme og i udlandet. Allerede i starten af den første nedlukning strømmede musikken mange aftener i træk ud fra Mathæus Bechs lejlighed på Christianshavn med mange forskellige musikere på den minimale scene. For det er han netop tildelt Anerkendelsesprisen 2020. Kristian Bugge og andre har været flittige, Cathy Jordan fra Dervish spillede et nummer hjemmefra hver dag kl. 17 i et par måneder, Martin Prætorius hver onsdag fra et hemmeligt sted i Tyskland, også i dag d. 30.12. og Dougie MacLean har haft stor succes med at spille fra sit hjem i Butterstone, Skotland med lyttere fra hele verden. Mange, mange andre har taget lignende initiativer. Det har været en tid til ikke bare eftertanke, men også til nye tanker, initiativer, nye sange og anderledes steder som kolonihaver og P-pladser at præsentere musikken. Bente Kure og Leif Ernstsen arrangerede koncerter i egen have. De gode ideer skal da bare fortsætte.

Sine Bach Rüttel

Livemusik har der været noget af, heldigvis. Der var lige nogle måneder, hvor en del spillesteder indrettede sig med stor afstand mellem siddepladserne og udendørs, som de f.eks. gjorde det på Alice. Men de fleste har aflyst eller udskudt deres gode programmer, som der uden tvivl er lagt mange arbejdstimer i, og som musikerne har glædet sig til og har brug for. Jeg nåede lige at høre Morten Alfred Høirup & Mia Guldhammer d. 3. december på Metronomen. En dejlig, intim koncert med et lille, men dedikeret publikum – som at sidde i en varm boble afskærmet fra verden udenfor. DMA Roots 2020 blev gennemført i Amager Bio d. 29. november, og vel var det et godt og hyggeligt arrangement. Men man trængte til at kunne snakke og gå rundt og hilse på hinanden. Tivoli havde ligesom mange andre en hård sommer, men fik heldigvis gennemført en del af deres Mundomandags-koncerter i juli og august fra Plænescenen, som de forskellige bands tydeligvis nød at spille på foran et pænt stort publikum.

Rasmus Lyberth

Utroligt nok er der i løbet af 2020 alligevel sket så meget på folkemusikfronten, at vi her på roootszone.dk faktisk ikke har manglet stof, selv om det indimellem er gået lidt langsomt. Det har ind imellem været svært at motivere sig selv. Mange musikere har udgivet digitalt eller på CD, og mange, dog ikke alle, er blevet anmeldt her på siden. Der ligger her hos mig stadig udgivelser fra ’20 til anmeldelse og en hel del nyheder af forskellig slags fra ind- og udland. Vi fem faste på rootszone.dk har faktisk nået stort set det samme antal posts, som vi plejer – nemlig godt 200. Fortsæt endelig i 2021 med at sende jeres folk-nyheder til os og koncertdatoer til kalenderen. Forhåbentlig kommer der godt gang i den igen inden alt for længe.

Lad os sige et stort velkommen tilbage til ”normalen” og lad os huske at værdsætte den fremover. Den er savnet. Pandemien er ikke slut endnu, men lad os alligevel satse på et fantastisk nyt år.

Lukas Graham

Trio Svin

Esben Just

Lars Lilholt

Bound by Law

Michael Graubæk

Peter AG

Folkeklubben