I lørdags d. 13. juni var det Alice, der præsenterede Basco og Jullie Hjetland på en udendørs scene i solskinsvejr, og senere erfarede jeg, at Musikorkestret havde fornøjet et livepublikum på Mojo. Og mon ikke der har været flere koncerter rundt omkring.
Det gjorde godt at høre rigtig levende musik, selv om det absolut har været fantastisk at opleve, hvordan Facebook og alle mulige andre streamingmuligheder blev taget i brug næsten lige fra starten af corona-nedlukningen. Der var hurtigt koncerterne fra musikeren Mathæus Becks lejlighed på Christianshavn, Kristian Bugge fra diverse steder, også med Sonnich Lydom og Mette Kathrine Stærk Jensen, og det var Cathy Jordan fra hjemmet i Sligo i Irland 50 dage i træk og Dougie McLean fra sit hjem, den gamle landsbyskole i Skotland.
Jullie Hjetland
Han spillede i en periode sine ”wee concerts” hver anden aften. Flere og flere er kommet til. Det er så godt gået af alle jer, der har måttet betale dyrt for disse lukkede måneder. Faktisk har der været spillet så meget musik direkte på alverdens onlinekanaler, at det reelt nærmest er umuligt at følge med. Der må have været -og er – tale om tusindvis af musikere på verdensplan.
Det har været SÅ fedt. Men de fleste har nu nok alligevel savnet livekoncerterne. For det er altså bare federe at se og høre musikerne live, at opleve interaktionen imellem dem, at blive indhyllet i stemningen sammen med andre publikummer, at suge musikken ind i ørerne og sjælen, mens man kan se dem lige deroppe live på scenen.
Spillestedet Alice på Nørrebro havde indrettet sin gård så godt og grundigt med tre halvcirkelrækker med afstand mellem stolene og fast plads til hver enkelt koncertgænger foruden enkelte pladser nede bagved. Der var blå pile på jorden, så man kun gik i én retning til og fra indgangen og baren, og medarbejderne guidede yderst kompetent og hjælpsomt. Så vidt jeg hørte var antallet af publikum begrænset til 70.
Hal Parfitt-Murray og Andreas Tophøj
Og det var et meget forventningsfuldt publikum, der tog imod de fire Basco-musikere, som klart var lige så glade for at stå på scenen igen. ”Vi er som køer, der kommer på græs”, sagde Andreas Tophøj. Veloplagte lagde han, Hal Parfitt-Murray, Ale Carr og Anders Ringgård Andersen ud med svensk polka for to violiner, som lød skønt og sødmefuldt, og fortsatte så med at få Jullie Hjetland med på scenen. Her lagde hun sin stærke vokal på de næste fem-seks numre og vekslede med at synge dem på dansk, norsk og vist også svensk. Det er hun vist den eneste her i landet, der kan.
Basco var ganske simpelt (og ikke spor overraskende) blændende på deres instrumenter og spillede 16-17 numre, også igen nogle med Hjetland. Her var hurtige numre og en del langsomme med ret dramatiske emnekredse, bl.a. massemord, som Hjetland sagde. På de trykte anvisninger, som var tapet til bordene, stod der: ”Undlad venligst at synge og danse”. Det blev respekteret, men man kan jo godt glæde sig til, at vi efterhånden får lov til at gå almindeligt til koncert. Bascos sæt kastede to ekstranumre af sig og varede godt halvanden time, og alligevel var det kun nølende, at de og vi sluttede.
Alice er klar med flere koncerter, som du kan se andetsteds her på siden. Tophøj afsluttede med at sige, at ”det sidste nummer er en sang om en hest. Tak fordi I kom. Og blev”.
