Bo Evers. Pressefoto

Bo Evers. Pressefoto

Det gør Jyderup Højskole i den kommende weekend, og DU er velkommen. Søren Krogh indleder med koncert lørdag d. 12. april kl. 13.00, og så er der ellers koncerter mange timer frem. Søndag begynder løjerne kl. 10 med de 16 medlemmer af det islandske kammerkor Staka.

Folk’it er en festival for nye sange og ny musik, arrangeret af elever på Jyderup Højskole. Under mottoet ”Kom ud af byen, nyd musikken ved sø og skov” er en lille, ny folk festival altså født, og mon ikke den er levedygtig?

Laura Mo.

Laura Mo.

Det gamle slot Sølyst er rammen om tre scener. Intime rammer, hvor man er tæt på musikken og får nye melodier og tekster direkte ind i øret. For konceptet er, at der skal spilles og afprøves helt nye, friske ting, men mon ikke, der også spilles kendte og elskede numre.

Hvor er det positivt, at der med Folk’it bliver sat endnu et fortjent spotlight på folkemusikken og dens diverse afstikkere. Selv om det godt nok er højskolens elever, der står for arrangementet, så er det nok ikke helt uvæsentligt, at Jyderup Højskoles forstander, Poul Henrik Jensen, er kender af folk’en, er med i Tønder Festivals bestyrelse og i mange år arbejdede i DJBFA.

Mikael K.

Mikael K.

Højskolen ligger smukt kun 200 meter fra Jyderup station i Nordvestsjælland og har altså til huse i det gamle Sølyst. På scenerne kommer folk som Mikael K, der sammen med Klondyke snart udgiver det nye album ”Sange fra Nord ”, Nikolaj Busk og Hal Parfitt-Murray, Jens Lysdal, Bo Evers, Americana singer/songwriter CS Nielsen, Per Worm, Sort Kat Hvid Kat, bluesmand Alain Apaloo, Ida Wenøe, Benjamin Aggerbæk, det nye band Nettie Has A New Boyfriend og ikke mindst Laura Mo (vokal, banjo, guitar), som nu indgår i en vild trio med ”Mr. Heinz og Mr. Mofo” og efter sigende leverer moderne roots/punkrock-crossover med dansk lyrik.

Jens Lysdal.

Jens Lysdal.

Skolens elever på musiklinjen (elektronisk) stiller også op med uformelle koncerter, og mon ikke der vil blive jammet og spillet på kryds og tværs uden for de faste spilletider?

Billet til en dag koster 160 kr. Begge dage fås for 300 kr. Der er (måske endnu) et antal senge til leje for 100 kr. Billetter hos Billetto dk.

www.jyderuphøjskole.dk