Sidste år rykkede Back to the Roots Festival ca. 400 meter mod nordøst til Rinkenæs Skole, hvor den fjerde festival i det sønderjyske også afholdes i år 6. og 7. marts. Det betød faktisk, at der ikke er en cafescene mere, men for arrangørerne er en udvidet og større festival heller ikke noget mål i sig selv.

John O´Driscoll

”Festen er landet”, som en af arrangørerne, Brian O´Driscoll, fortæller: ”Festivalen skal ikke være større, vi har fundet et passende leje nu på fjerde år”. Hans yngre bror Thomas tilføjer: ”Det er vigtigt med glade mennesker og musikere, som kommer for at skabe noget nyt. Måske en ny sammensætning som eksempelvis, der er jam med musikere, og hvem der har lyst, når aftenens program er slut”.

”Selvfølgelig er det dejligt, hvis der bliver udsolgt”, tilføjer John O’Driscoll. John er far til de to unge musikere og har selv fået den irske musiktradition helt ind under huden, da han er født og opvokset i Irland. Han fortsætter: ”Perry Stenbäck beskrev vores festival meget passende med ordene ’den første festival er som den første pandekage, man steger. Den er lidt flosset i kanten, men smager godt, og så bliver de bare bedre og bedre efterhånden’.

”Vi håber at skabe nogle unikke koncerter, som når Peter ”Puma” Hedlund, sammen med Perry og dennes søn Robert spiller lørdag eftermiddag. Og så begynder festivalen jo næsten om mandagen og varer hele ugen, for der er Genforeningsemne i skolerne med musik og sang, som kulminerer fredag aften under festivalen”.

Mads Hansens kapel

”Her vil der være gratis entre for alle, og efter åbningen vil Mads Hansens Kapel og Markens Guld give koncerter med mulighed for dans. Og som vanligt med mulighed for god mad fra lokale firmaer, for det er også vigtigt for os”, fortsætter Brian og siger: ”Vi er også i den lykkelige situation, at vi har en kø af frivillige hjælpere, hvoraf mange også hjælper til i Tønder, Skagen og flere andre steder. Jeg vil gerne nævne Barbara og Albert, der altid melder sig, uanset hvornår der er brug for det”.

Det skal tilføjes, at lørdag kan man allerede fra sidst på formiddagen købe billetter til ølsmagning og igen med mulighed for fællesspisning fra det lokale køkken senere på dagen. Her er der også det efterhånden faste indslag med ”singers in a round”. Denne gang deltager Tom Brakl, Mia Guldhammer, Kasper Lundsfryd og Benjamin Aggerbæk. Om aftenen åbner Natasja Lee Dickinson Duo festlighederne, og så spiller Almost Irish og Hawkeye & Hoe, inden det hele afsluttes med et par timers jamsession.

Så mens mange festivaler måske udvider festivalens længde og område, så har Back to the Roots Festival fundet sit ståsted, hvor nøgleordene er nærhed, hygge, godt humør og masser af god musik til både musikere og publikums tilfredshed.

http://bttr.dk/

Downtown Dynt