Ligesom i foråret og som mange andre havde Copenhagen Folk Club linet et varieret program op til dette efterår, som måtte aflyses. Her i november skulle de to engelske navne, Shackleton Trio og Edgelarks, have spillet, men har naturligvis ikke kunnet komme på grund af you know what.
Men 3. december står Høirup & Guldhammer på scenen med deres særlige show, som blander danske sang- og musiktraditioner med egne kompositioner og diverse andet, bl.a. – som de selv siger det – tral. De to traller, så det er en lyst, hvis det er det, de lige føler for, og publikum er meget gerne med på den. Morten Alfred Høirup er ikke mindst kendt for sit fine guitarspil og har været en del af det danske folkemusikmiljø nærmest fra barnsben, hvor han tog ud og spillede sammen med sin far Fin Alfred Larsen.
Morten Alfred har turneret over det meste af verden med både trad og nykomponeret musik, ikke mindst i duoen sammen med violinisten Harald Haugaard, men også som del af trioen Jensen, Bugge & Høirup, med Gangspil sammen med Sonnich Lydom og med gruppen Himmerland. Han formidler også folkemusikken flot med onlineprogrammet ”Katten i Sækken”. Mia Guldhammer sang og spillede også tidligt, nemlig i sine forældres familieorkester, deltog på Folkemusikcentret Hogager og i ungdomsstævnet ROD. Hun har masser af folkemusik i bagagen og spiller bl.a. også i Virelai og Mallebrok. Hun trakterer den indiske shrutiboks og er en markant sanger, som det sidste års tid, måske mere, har indgået i musikalsk duosamarbejde med Morten Alfred.
Duoen havde egentlig inviteret den amerikanske violinist Ruthie Dornfeld til at spille med, men hun er nødt til at blive hjemme i USA. Til gengæld forlyder det, at Kristian Bugge bliver vikar i Metronomen den 3. december kl. 20.
Den 29. december kan man fejre Julespecial #1, en musikalsk bagjul så at sige, når Christensen & Kanne Folkband kl. 15 spiller op til god musik med fokus på danske sange, men måske noget fra det store udland. Jens Christensen er også en af veteranerne fra den folkscene, der blomstrede op omkring det gamle spillested Vognhjulet på Nørrebro i 1980’erne, hvor han dengang spillede med i McEwans’ Export (og senere/nu Paddy Doyles). I en del år har Axel Kanne været hans sidemand på scenen. Ligesom Jens spiller han guitar og tager sig også af både dobro og ukulele. På mandolin og guitar er det Ole Pettersson og Ole Holst spiller bas. Alle yder også vokalarbejde.
Der er lagt op til en hyggelig matiné, men dagen er så langtfra slut endnu, for der kommer sørme også en Julespecial # kl. 20, nemlig med trioen Stundom. Det er Elmøe & Hoffmann, som endegyldigt har Julian Svejgaard Jørgensen med det, der nu er en trio. De lader violin, cittern og klaver smelte sammen i flotte arrangementer af egne kompositioner, og er blevet betegnet som ”essensen af new nordic music”. Her er klar inspiration fra og rødder i gammel dansemusik, trad og klassiske elementer fra moderne symfonisk musik med mere. Uanset hvad de lige spiller, så udstråler de stor musikalitet, spilleglæden og kæmpe overskud.