Den allestedsnærværende belgiske harmonikavirtuos Hartwin Dhoore indgår i et mindre hav af konstellationer på sit lands folkemusikscene: Trio Dhoore, Estibel, Siger og The Flemish Folk Caravan for blot at nævne nogle af dem.
På den nyligt udkomne cd, ”Flandriens” (september 2022) høres han sammen med guitaristen Jeroen Geerinck. Skæringerne på ”Flandriens” er mere rytmiske og danseegnede end tilfældet var på cd´en ”Rodeland”, som blev anmeldt på Rootszone for en uges tid siden, og på hvilken Hartwin Dhoore også medvirkede. De, der er så heldige at mestre de gamle folkedanse, og som måske kan demonstrere deres færdigheder på Musik over Præstø Fjord og andre dansescener, vil straks kunne gennemskue, at det hænger sammen med, at vi her har elleve scottisher, mazurkaer, valse – og i tilgift nogle sjældenheder som hanterdroer og chapelloiser.
Både Dhoore og Geerinck har – trods deres unge alder (de ser ud til at være et sted i 30´erne) – en lang fortid som venner, musikere og solister med optræden over hele Europa. Dette er deres debutplade som duo – 11 kompositioner, frisk udsprunget af foråret 2022, hvor musikken endelig igen kunne blomstre efter de to mærkelige, mørke, lukkende og lukkede Corona-år. Fire er komponeret af Dhoore og otte af Geerinck.
De engelske titler på numrene understreger, at duoen satser på at få et bredt publikum i tale. Det er i øvrigt også overraskende – og vidner om det internationale format – at se, at begge musikeres hjemmesider både findes i engelske og danske udgaver.
Pladen indledes med nummeret ”Missisippi River”/”The Big Easy”, en schottish, der starter med en rytmefast guitar. Det næste nummer, ”Captain Emmet”/”Swamp Ride” er en ”chapelloise”, en traditionel folkedans med skift af partnere, hop og svingom. I Belgien kaldes dansen normalt ved det engelske – eller skulle man sige irske – udtryk ”jig”. Særligt interessant på grund af sin sjældenhed på danske breddegrader er måske ”On Tour/ No Tour”, det syvende nummer, der er en ”bourrée”. Udtrykket, bourrée, kendes også fra balletten, men stilen tilskrives oprindeligt en fransk bondedans, hvor vægten flyttes fra det ene ben til det andet.
Min personlige favorit er valsen ”Simon´s Waltz”, det ottende nummer, hvor duetten mellem de to instrumenter giver gåsehud ned ad ryggen – på den fede måde, altså. Romantisk, sjælfuldt og følsomt! Det samme kan man sige om pladens sidste nummer ”Honeybee”, der bæres af en melodisk guitar, mens harmonikaen – i starten – holder sig lidt i baggrunden med en blød, mørk dronetone.
Pladecoveret, det vi i 1970´erne kaldte LP-hylsteret, prydes af en herlig, sej, flandrisk cykelrytter med cykelstyr-overskæg og kropsnær tricot. Pladenavnet, ”Flandriens”, forklares det, står netop for de vejrbestandige, bakketrodsende cykelryttere, der i al slags vejr er i stand til at klare Flanderns berømte forårsklassikere indenfor cykelsport.
Man får virkelig lyst til at danse, når Viorel ruller sig ud! Fin og gennemarbejdet cd med et frisk pust fra de flandriske marskegne.
