De tre belgiske mænd ligner en scene fra min barndoms cowboyfilm med deres strengeinstrumenter, alvorlige vestvendte blikke, sorte t-shirts, Elvis-frisurer fra tiden, før Elvis begyndte at spise for mange kager, og stramtsiddende denimbukser. Navnet på trioen lyder som en spiritusprøve, men det giver mening, nemlig noget i retning af ”string but true” eller på dansk ”streng men sandfærdig”, og ”streng” er vel at mærke en af de stålstrenge, vi finder på instrumenterne.
Snaarmaarwaar har eksisteret i knapt 20 år, og dette er deres tredje album. Her har vi Jeroen Geerinck (guitar), Maarten Decombel (mandola) og Ward Dhoore (mandolin). Det er den allestedsnærværende Dhoore, der har designet pladens omslag, og Maarten Decombel, der har komponeret alle ni instrumentalnumre på cd´en, som ofte er danseegnede (mazurkaer, valse, slängpolskaer (!) og bourréer)
Elguitaren, som af og til blev luftet på de to foregående album, er væk. Pladen ”Lys” er indspillet på den klassiske måde, hvor musikerne står helt tæt sammen om en enkelt mikrofon, og ”Lys” er ikke solens eller dagens lys. Det er det franske ord for den smukke flod Leie, som løber gennem Frankrig og Belgien, tæt på byen Gent, og som ligner noget fra et maleri af Brueghel, når man på Google efterspørger billeder.
”Fleur de Lys” er pladens titelnummer og tredje skæring, og den får de små hår i mine ører til at vibrere af fryd. Det er hårrejsende smukt, poetisk og afdæmpet og giver mig lyst til en gang at se den egn og den flod, der har været inspirationskilderne.
Suveræn instrumentbeherskelse og plads til improvisationer præger projektet. Ofte er det svært at høre, at der kun er tre instrumenter med. Et andet fint nummer er det sjette, ”Julos”, en hyldest til den nyligt afdøde belgiske visesanger Julos Beaucarne, hvis kendteste numre er ”Brev til Kissinger” og ”De Mémoire de rose”. I samme afdæmpede stil som ”Julos” er ”Dubio”, der er en musikalsk appel om mere tvivl. Trioen mener, at en smule mere usikkerhed om, hvorvidt vi altid har ret, kunne være på sin plads i en polariseret verden, hvor alle synes at stå fast på, at netop de har ret. Det sidste nummer, ”Fugenzo”, er en fin hyldest til det japanske kirsebærtræ.
Hurtigere og måske mere dansegnede numre er der også blevet plads til. I det fjerde nummer. ”Kopstekker”, som angiveligt er en ”vrøvle-schottisch”, kan man forestille sig den ukuelige ”kopstekker”, som er det flamske ord for et skib, der styrer direkte gennem bølgerne på vej mod målet. Indledningsnummeret, der har fået den engelske titel ”Black Frost”, er opkaldt efter den katastrofale ”sorte frost”, der kunne sætte sig på masten og tynge skibet ned, når de belgiske sejlskibe styrede mod Island.
Snaarmaarwaar har turneret rundt i bl.a. Tyskland, Belgien og Italien. Lad os håbe, vi også snart kan få dem at se og høre i Danmark.
