Fire år efter Northern Resonances debutalbum kommer nu deres toer, som i pagt med sigtet mod et internationalt publikum har fået den engelske titel ”Vision of Three”. Værsgo! 10 selvskrevne numre udsat for ikke helt almindelige strygere, og inspireret af nogle af de mange steder og mennesker, som trioens medlemmer har været i berøring med, siden de startede deres samspil for syv år siden. Inspirationen kan bl.a. komme fra et hotelværelse i Kansas City eller fra de mange timer, de har tilbagelagt på vej til koncerter i Sverige.
Forhistorien: I efteråret 2017 drømte Anna Ekborg om at starte en folkemusik-strygertrio med viola d´amore, nøgleharpe og hardangerfele. Hun, der siden har udvidet sit efternavn til Ekborg Hans-Ers, spiller viola d´amore, Petrus Dillner betjener nøgleharpen, og Jerker Hans-Ers står for hardangerfelen.
Der er tale om folkemusik på et fornemt konservatorieniveau, hvor de fine toner væver sig ud og ind mellem hinanden. Ind i mellem lidt skærende, hvilket må tilskrives valget af instrumenter, men helt sikkert beundringsværdigt og flot. Ikke toner, man kan synge med på, men ekvilibrisme og beundringsværdig vellyd. Man mærker, hvordan folkemusikken her føres ud i nye grænsesøgende retninger. Trioens debutalbum blev nomineret til en svensk Grammy, men fik tilsyneladende en placering lige neden for medaljerækken.
Sigtet er internationalt på flere måder. Albummets layout er skabt af den allestedsnærværende belgiske strengemusikvirtuos Ward Dhoore. Og netop her i starten af januar 2024 påbegynder trioen intet mindre end en længere koncertturné i Australien. For en pris omkring 20 dollars kan du på forskellige musikfestivaler i den kommende danske dronnings hjemland sikre dig svensk vellyd. Det er dog ikke i Australien, trioen har de fleste fans. De kommer ifølge Spotify fra Stockholm og Göteborg.
Det for mig mest ukendte instrument i trioen er Ekborgs viola d´amore. Noget med kærlighed kan man forstå ud fra navnet. Instrumentet er kendt for en blød og indsmigrende tone, som man særligt satte pris på i Barokken i 1600-tallet. Der er seks eller syv strenge på en viola d´amore, men under disse hovedstrenge ligger der resonansstrenge, som svinger med, uden at de direkte stryges. Ofte har instrumentet flotte udskæringer og anden pynt ved stemmeskruerne, der selvsagt fylder mere end på en almindelig violin.
Mine personlige favoritter på pladen er det rytmefaste indledningsnummer af Ekborg, Fasterud. Desuden klinger ”The Quarantine Waltz” af Dillner, det tredje nummer, smukt. Titlen hentyder uden tvivl til den langstrakte coronaperiode, som vi for ikke så længe siden har lagt bag os og nu næsten har glemt. Også ”Kansas City”, endnu et af de numre Dillner har skrevet, er melodisk og fint og afvekslende med indlagte pizzicatotoner.
Her er nyskabende strygermusik på absolut konservatorieniveau.
