Mads Westfall har altid noget på hjerte og måske endnu mere netop nu med sit syvende album i eget navn, der udkom for nylig. Titelnummeret åbner albummet, og det betyder ikke at give op. Nej, snarere at svæve frit og på én gang vide, at man er noget for sig selv og samtidig fuldstændig ordinær – eller, som han så synger, måske mere sær end ordinær.
Jeg tror nu ikke, at han er nogen af delene. Men det rimer, og netop dét er han rigtig god til i sine sange, der er fulde af både mening, meninger og fine, overraskende ordspil og rim. Som der står i hans pressetekst, så har han ”bevæget sig fra et hverdagsbeskrivende univers mod en mere filosofisk, vemodig og registrerende poesi. F.eks. at man kan ikke lave om på hverken verden eller sig selv”.
Men han kan beskrive, hvordan verden er – som han ser den nu og her i disse år. Som f.eks. i ”En ny tid”, der kommer som nr. tre efter den ret alvorlige, melankolske eller måske snarere sentimentale ”Sandheden sker”. ”En ny tid” er mere finurlig og hævder, at ”vi stadig gør alt det samme trods de moderne tider med masser af nye ideer og gamle klicheer. Men alting er i virkeligheden det samme, som det hele tiden har været”. En sang med gode betragtninger. Godt set og sagt, men er det rigtigt?
På nogle måder er det sikkert sandt langt hen ad vejen og i al fald set med Mads Westfalls nu 55-årige øjne. Han er ikke bleg for at synge, at ”jeg kan lide det almindelige liv – er ikke progressiv”. Og som i ”Pralhalsen” er det ”at være pralhals min skæbne, og skæbnens ironi er, at jeg ikke har meget at have min selvtillid i”. Men husk, det er jo ikke nødvendigvis en sang om ham selv, måske mere en form for tidsbillede. Og, som han også synger i nummeret ”Desværre”, så er det bedste, at det – desværre – altid kan blive meget, meget værre”. Tænk krig og klimakrise med mere.
Så selv om ”At give slip” ikke som sådan er en totalt anderledes Mads Westfall end før, så er det en mand og sangskriver i det mere eksistentielle hjørne, som også er på vej væk fra det, han selv kalder visepop til en mere organisk, håndspillet og tilbagelænet folkrock. I høj grad i flot samarbejde med den unge producer og musiker Emil Lundbak Kofod, der spiller både trommer, bas, elektrisk guitar, klaver/keyboards, percussion og kor. Jonas Klintström Larsen spiller dejlig saxofon og Westfall selv akustisk guitar. Brian Mørk Hansen står for mastering. De skaber et godt lydbillede sammen til de vedkommende tekster.
Mads Westfall udsendte sit første soloalbum, ”Forstadspoeten” i 2009. Han er uddannet jurist og har set det som en fordel, at han havde en årrække med almindeligt arbejde snarere end at begynde direkte på en sanger/sangskriver-karriere. Han begyndte dog med musik helt tilbage i starten af 1990’erne i duoen Strengedrejerne i bl.a. Tivolis Visevers Hus og blev senere kendt i trioen Halfdanskerne, der også har udgivet flere album. Han er, som der står på hans hjemmeside, en ”en-tertainer der truba-dur”, og han tilpasser repertoiret efter hvor og for hvem, han spiller. Eksempelvis er han tilsyneladende landets eneste ”lejrbålssanger”, som kommer i spil ved f.eks. teambuilding-arrangementer. Mads Westfall, der bor i Hundested, er entertainer om en hals og gav for længe siden slip på juraen.
Track nr. syv på det nye album hedder ”Vildspor”, hvori han synger ”ved ikke hvor jeg skal hen, ved ikke hvad jeg vil, eller hvad jeg tror. Jeg svinger rundt uden mål og med. Mit GP-S-tog er gået, jeg kommer aldrig rigtig afsted. Selv når jeg træder nye stier, er det, som om målet flytter sig. Men hellere på vildspor end gå den slagne vej”. Det er (også) en god melodi, men mht. teksten så er Westfall nok snarere på rette spor end på vildspor her på ”At give slip”. Den slutter med ”Solnedgang”, som runder det mere melankolske spor fint af med ordene, ”indtil vi selv går ned”.
