Navnet ”Horta” betyder ”autentisk” på det rejsende folk, taternes, sprog, Romani. Solisten, Elias Akselsen, er 75 år gammel, og holder som en ægte tater af at klæde sig i stærke farver. Brandrød skjorte og skinnende sort vest! Han har tilmed en speciel gangart ligesom resten af taterfolket, siger han selv.
”Vi går ”subbende”, forklarer han. Næsten som når man står på ski. Og det er faktisk ganske praktisk, for på den måde kan man altid kende andre tatere. Elias Akselsen lærte først at læse og skrive, da han var 40 år. Det var hans egne unger, der lærte ham kunsten, for med et liv på farten og med korte ophold i 28 forskellige folkeskoler, blev det ikke til megen boglig lærdom.
Måske ikke så megen boglig lærdom. Men sangene fik han til gengæld lært, når man samledes om bålet om aftenen og hørte de gamle fortælle og synge. I et herligt interview med Viggo Johansen i norsk fjernsyn fortæller Elias Akselsen om sit liv og sine sange. https://www.youtube.com/watch?v=zev-7pfVhkg
Barndommen var barsk, for de 3000-4000 norske tatere var på evig flugt for myndighederne.
Vi var mere bange for præsten end for djævlen”, fortæller Akselsen i interviewet. Præsten kom nemlig med loven i hånd, og myndighedernes hensigt var hele tiden at jage de rejsende folk, så de blev normaliserede og opgav deres sprog, deres egenart og deres kultur. Særligt husker Akselsen, at han som 11-årig måtte tilbringe en hel nat i detentionen, fordi han og en kammerat uretfærdigt blev beskyldt for et kufferttyveri.
Et forældrepar blandt taterne, husker han, tog deres eget liv, fordi de norske myndigheder tvangsfjernede deres barn. På et tidspunkt, i 1952, tog man også hestene fra os, men så begyndte vi at cykle i stedet, griner han. Trods mange barske oplevelser mindes han frem for alt forældrenes og de andre tateres kærlighed og varme omsorg.
Da Elias Akselsen var 17, fik han nok af Norge og drog til Sverige, hvor man ikke kendte til tatere. Her mødte han bl.a. Fred Åkerstrõm og Cornelis Vreeswijk og turnerede rundt sammen med dem. Akselsens version af ”Cecilia Lind”, som kan høres i Johansens interview, har stor og uforlignelig gennemslagskraft.
I det omtalte interview bliver Akselsen spurgt, om han har tilgivet alt det, der har ramt ham og hans folk gennem livet. Ja, for det siger Biblen, at man skal, svarer han. Men jeg har aldrig glemt det, tilføjer han.
Det er på sin vis heldigt for lytteren, for denne nye cd, ”Horta”, som sådan cirka er Akselsens tiende album, er en stærk og gribende livshistorie, sunget med flot sopran og inciterende overbevisning. Det er det modige norske, traditionsbærende pladeforlag ”Heilo”, der står bag udgivelsen med den første norske tatersanger, som har fået statslig anerkendelse i form af en fast kunstnerløn.
Her er ni skæringer, der også tæller andre medvirkende, bl.a. Anita Klippe, Stian Carstensen og Ola Kvernberg. Sangene er ofte næsten selvbiografiske og henter også deres stof fra en fast tro på, at Gud vil os det godt. Nogle sange er traditionelle i deres oprindelse, mens andre stammer fra Akselsen og hans medmusikanters hånd.
I den indledende sang, ”Vandringsstaven”, takkes Gud, fordi han gav taterne vandringsstaven – og håbet om et evigt liv. ”Burobengen” er sangen om taterens eget liv: Om en hård opvækst, om forelskelse og voldeligt overfald. ”Det var i Fjor Jag Tjena Dreng” går på en traditionel melodi, som jeg mener at have hørt i Emil fra Lönneberg, hvad der bestemt ikke gør den dårligere. Her er det kærligheden, som får lov at sejre til sidst.
Sangen ”I Mange År” har samme tema, og delvist samme melodi som den danske gårdsangervise ”Du Lille Svale”, et vidnesbyrd om, at de gode sange vandrer fra øre til øre og fra mund til mund. Sigøjnersangen over dem alle, ”Mustalainen”, om den evigt vandrende sjæl, den ”sorte” sigøjner, får meget passende lov at slutte pladen, der er en øje-åbnende oplevelse at lytte til. En introduktion til en verden, som de færreste kender ret meget til.
