Dette er en bog om et emne, som mange længe må have savnet. Den handler nemlig om den københavnske folk-scene i midt-tresserne, som slet ikke er belyst grundigt nok, men som hermed nu udgør er et fyldigt supplement til Niels Skrivers bog ”Ali Bali Bi” og Politikens Folkemusikleksikon.
Jazzen, rocken og danskpoppen er allerede godt dokumenteret, og hvorledes det lykkedes folk’en at placere sig sammen med disse genrer, får vi nu her en beskrivelse af. I 1965 ramte den hurtige opblomstring af folkemusikken nemlig København og hele tidsånden dengang så tydeligt, at de nye ungdomsidoler Povl Dissing, Cæsar, Trille og mange andre blev landskendte.
Vi har gode dokumentationer på plade, hvor ”Storkespringvandet”, ”En aften i Folkeklubben” og ”En aften i FolkLorry” m.fl. formår at give et unikt lydbillede af denne periodes musik. Vi har imidlertid manglet bedre beskrivelser fra de mange aktive musikere og aktører, som selv oplevede tiden og miljøet. Mange af dem er nemlig ikke aktive eller blandt os mere.
Den musikalske altmuligmand, forfatteren Henrik Marstal, er født i netop denne periode, og det er prisværdigt, at han har interviewet mange af disse og nu kan fortælle den del af vores fælles historie og samtidig placere den i en større musik- og kulturhistorisk sammenhæng. I stedet for de hidtidige spredte erindringer og mere eller mindre indforståede anekdoter fra dem, som oplevede tiden, får vi en mere neutral og nøgtern beskrivelse. Man kan dog sagtens mærke Marstals fascination af hele omfanget af denne danske folk-renæssance.
Jeg havde dog ikke ventet en 385 siders akademisk afhandling udgivet af Aarhus Universitetsforlag. Denne videnskabelige forskning og de tilhørende teorier kulminerer i de første indledende og forklarende kapitler og er en slags læsesalslæsning med nødvendige opslagsværker lige ved hånden. De talrige noter, referencer og kildehenvisninger er naturligvis helt på plads, og emnet bliver belyst og dokumenteret ned til mindste detalje.
Lixtallet falder heldigvis, og læseren får en mere autentisk og levende beskrivelse. Især mit favoritkapitel om åbningen af spillestedet The Purple Door i København for præcis 60 år siden er enestående. Her kommer man virkelig med ind i den røgfyldte folk-klub og mærker stemningen. Også dobbeltinterviewet med Pernille Nash og Lisbet Andersen giver en malende beskrivelse af gadesangerfejden og den offentlige modstand mod ungdommen, som hang ud ved Storkespringvandet, og hvordan politiet uddelte bøder og ’sæveøjer’.
Pressen var ivrig i sin dækning af begivenhederne, så den har Marstal gennemgået sammen med store mængder litteratur, båndoptagelser fra især Dansk Folkemindesamling og meget andet. Således får vi et godt researchet overblik samt helt aktuelle kilder, så f.eks. de internetlinks, som bogen henviser til, stadig er aktive.
Vi, der oplevede perioden og senere generationer, kan ubesværet dykke ned i tidens helt specifikke holdninger, dens frihedstrang og dens mere eller mindre frivole udtryk og ideer, hvor de gamle folke- og smædeviser kunne udfordre det danske frisind. Desuden får vi en vurdering af nogle af de udenlandske musikeres indflydelse og interaktion med folkemusikken herhjemme.
Dette er ikke et opslagsværk eller en lokalhistorie, og enkelte af de teorier, der fremlægges, er til fri diskussion. Men vi har med denne bog endelig fået en ekstrem velskrevet og autoritativ bog om en væsentlig periode i dansk folkemusik. Den fortsatte historie fra protestsangen over den politiske folkemusik i 1970’erne, spillemandsmusikken og frem til den nye opblomstring af hele rootsmusikken, som vi er vidner til i dag, kunne være grundlag for flere lignende bøger – gerne af samme forfatter.
Folkemusikkens akustiske toner fra Strøget bredte sig via medierne og kunne høres rundt i hele Danmark. ”Larmen på Strøget” er et monumentalt værk, ikke kun i folkemusikken, men i hele den danske musikhistorie, og det vil både danne model og blive en uundværlig kilde, som vi i fremtiden vil referere til.
