Helene Blum og Harald Haugaard med ensemble er allerede i gang med deres traditionsrige juleturne – efter et særdeles travlt år med ja, masser af succes, tør man vist godt sige. Turneen kaldes de Bjerg og Hav Turné, hvor den røde tråd er at bygge bro mellem den nordiske og alpine folkemusik med både sange og instrumentalmusik.

For som Helene Blum udtrykker det, så ”er den traditionelle musik gennem årene vandret over grænserne uden pas, og det er spændende at dykke ned i, hvordan en sang, man kender som fynsk kærlighedsvise har varianter ude i Europa”.

Harald Haugaard og Helene BlumEfter start på Helios Teatret i Faaborg forleden fortsatte turen til Wiener Konzerthaus, og i aften (fredag d. 7. december) gælder det Florian Altes Kino. Turen går videre til andre fine koncertsteder og kirker i Tyskland, bl.a. Dresden Dreikönigskirche og Berlin Passionskirche og med turneafslutning d. 16. december i Danmark, nemlig på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

Året begyndte flot på Hamborgs rådhus i januar 2018, hvor Blum og Haugaard medvirkede ved den officielle åbning af det europæiske kulturarvs-år ”2018 SHARING HERITAGE” som ambassadører for dette år. De har skabt et på mange måder grænseoverskridende ensemble med 11 musikere fra 10 lande. Fokus er på alt, hvad vi har fælles i Europa. Ikke det, der skiller os ad. Ensemblets navn, ”Love Tree Ensemble”, kommer fra (bl.a.) den fynske version af visen ”Der står en lind i min faders gård”.

Som traditionen byder efter 11 år med juleturneen, i år altså nr. 12, er der også nye gæster i år: Duoen ”Ramsch und Rosen” fra Østrig ligesom cellisten Sophie Abraham er samt den svenske guitarist Mattias Perez. Desuden medvirker Julia Lacherstorfer og Simon Zöchbauer.

Blum & Haugaard Band har været vidt omkring i 2018 med masser af festivaler, bandturneer, åbning af messer og en H.C. Andersen-udstilling i Bremens Kunsthalle, to udsolgte sommerskoler i hhv. West Denmark, WI USA og Breklum i det dansk/tyske grænseland, en DMA- nominering for albummet Dråber af Tid og samarbejde med bl.a. Prinsens Musikkorps. Mon ikke de trænger til juleferie fra d. 17. december efter et meget omrejsende, spændende og godt år for folkemusikparret.