Rootszones udsendte gik til sit første folkedanserbal med Knorifas i Århus Folkemusikhus.
Nu ved jeg hvordan Bambi havde det, da han i Walt Disneys tegnefilm trådte ud på isen til Stampe.
Men her var der ikke tale om en fantasifuld tegnefilm, men om den barske virkelighed, og så var det endda uden is!
Havde der endda været is, for så havde jeg haft en god undskyldning!
Interessen for folkemusik betød, at jeg gerne ville høre Knorifas, og da de skulle spille i Århus var spillestedet ikke så afgørende, og folkedans er jo en stor del af den tradition, der hører med til folkemusikken, så det kunne vel ikke gå helt galt.
Men allerede ved ankomsten fik jeg associationer til de baller, som jeg nu aldrig har prøvet, men kun hørt om. Man satte sig på en af stolene, der stor hele vejen rundt i salen, og jeg forestillede mig levende, at man kunne blive siddende der, som bænkevarmer hele aftenen, ensom ladt tilbage i sin ensomhed. Men jeg havde garderet mig, da jeg havde medbragt min bedre halvdel, så det var ikke mig, der skulle sidde der mutters alene, til almindelig spot og spe.
Det er meningen, at Knorifas skal have fremstillet en DVD til reklamebrug, og den skulle have været optaget denne aften. Men jeg åndede lettet op, da jeg hørte at dette projekt var udskudt, så de videooptagelser der ville blive filmet var kun til forberedende brug.
Knorifas med Mette Kathrine Jensen på harmonika, Vagn Dahl Hansen på klaver og violinisten Jeppe Nørgaard kastede sig ud i det, og fik hurtigt dansegulvet fyldt.
Min kone (der engang har gået til folkedans) forsøgte også, ligesom Stampe, at hjælpe sin makkers ben til at makke ret. Jeg lærte nye ”fremmedord” som kædedans, kvadrille, chassetrin, avet om, løbetrin osv. Men det hjalp nu ikke meget på bentøjet, og da konen mumlede noget om to venstreben, og så var den smule selvtillid der var tilbage, gået fløjten.
Men jeg forsøgte det bedste jeg havde lært. Et godt benarbejde fra badmintonbanerne (hvor jeg ifølge konen skulle være blevet) gav da nogle rimelige fodskifter, som også var nødvendige, når hun sagde 1-2-3 til den ene melodi og 1-2-3-4 til den næste.
Stor var min lettelse, da der pludselig blev trukket et par borde ind midt på dansegulvet, og i løbet af få minutter var der serveret kaffe og masser af dejlige kager.
Men det var selvfølgelig kun en stakket frist.
Der var også en anden halvleg…
Vi holdt os uden for de fleste kvadriller, da der jo ikke var nogen grund til at genere andre par med dansetrin, der jo nok ikke var ”helt efter bogen” og i hvert fald ikke stod i ”Manualen for Folkedansere”!
Men det var også sjovt at følge de andre par fra bænkevarmerpladserne. For der var da flere der gik forkert i byen ind imellem, og der var da også nogle der trådte andre over tæerne. Det var lidt opmuntrende for undertegnede. Når tempoet blev skruet op under de forskellige melodier, og både klappen og trampen fik temperaturen til at stige til voldsomme varmegrader, fik sveden på panden lov til at springe som vandfald.
Men vi vovede os da atter ud i den frådende menneskemængde, der energisk valsede rundt og rundt, med undertegnede halsende efter konen, mens benene ofte gik i zag-zig i stedet for omvendt.
Men det var absolut ikke kedeligt, og selvom Mette Kathrine smilede venligt (eller måske overbærende) fra scenen, hjalp det ikke meget på fodstillingerne.
Så på trods af god musik, flinke mennesker og hyggelig stemning sneg vi os ud, inden der også blev ”overdans”, og 1-2-3 valsede jeg ud til bilen på parkeringspladsen, mens jeg overlegent tog et par chassetrin, selv om der var lidt is.
Trackbacks/Pingbacks