Den unge anmelderroste sangerinde Adele udgiver til næste år sit 2. album. Albummet får titlen ”21”, som var den nu 22-årige Adeles alder under indspilningerne. Det bliver opfølgeren til ”19” fra 2008, som er betitlet på samme måde.

Adele, mest kendt for hittet ”Chasing Pavements,” nævner vidt forskellige navne som Andrew Bird, Mary J Blige, Tom Waits, Kanye West og Wanda Jackson som nogle af de væsentligste inspirationskilder på det kommende album.

Sidstnævnte skulle blandt andet have været med til at lede Adele i en mere country-lignende retning.

”Det er anderledes fra ”19”. Det handler om de samme ting, men set i et andet lys. Jeg håndterer ting anderledes nu,” oplyser hun via sin hjemmeside.

Første single fra ”21” bliver ”Rolling in the Deep,” som er planlagt til at udkomme i starten af det nye år, en måneds tid inden resten af albummet.

www.adele.tv

Thomas Nicholson