Tænk at DC allerede har spillet sammen i et helt årti. Det er næsten ikke til at tro, men nu fejrer de 10 år jubilæum. TIL LYKKE. Deres første koncert var nemlig i 2009 sammen med Copenhagen Phil. Jubilæet skal selvfølgelig fejres, og det sker i samarbejde med FOLKAMOK med en endagsfestival, som skal hylde folkemusikken – og der bliver masser af det. Kom og gå musik-amok.

Vingefang

Fejringen foregår i Studenterhuset på Købmagergade i København (en ændring fra oprindeligt sted) fredag d. 16. august. Alle musikere spiller gratis og overskud går ubeskåret til FOLKAMOK! og deres store arbejde for genren. Det gratis eftermiddagsprogram byder på workshops og familiekoncert med Vingefang, og om aftenen går Tailcoat og derefter selvfølgelig jubilarerne på scenen. Senere står Mads Hansens Kapel for danseballet. Jam og buskspil bliver der også mulighed for, så medbring gerne instrumenter. Mad og drikke kan selvsagt købes undervejs. Dagen før spiller de på Den Grænseløse Festival på Jernhatten i Ebeltoft og lørdag d. 17. august på Rødder, Fødder & Stemmer i Roskilde. De spiller også på årets Tønder Festival.

Det er med god grund kun gået fremad for Dreamers’ Circus, (øverste foto: Caroline-Bittencourt) siden de tre knalddygtige musikere fandt sammen: Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Ale Carr (cittern) og Nicolaj Busk (klaver og accordion) og fandt et fælles fodslag på meget højt niveau, som der ikke hersker tvivl om. Deres musikalske kemi gnistrer, og de formår at bringe folkemusikken et nyt, anderledes og personligt sted hen på deres egen unikke måde, hvor den klassiske musik og traditionsmusikken flyder ubesværet sammen og bliver ét. DC er tre musikere med deres forskellige baggrunde ved, hvad de vil, og hvad de kan, og de lægger også vægt på den visuelle del af deres image. Se www.dreamerscircus.com

Mads Hansens Kapel

Mads Hansens Kapel

Efter en EP med fem numre i 2010 udgav de i 2013deres første hele album, A Little Symhony, og for det fik de prisen for ”Årets Udgivelse” ved Danish Music Awards Folk. Samtidig fik Ale Carr prisen som ”Årets Kunstner” og hele trioen fik Årets Talent-prisen”. Samme år modtog Rune Tonsgaard Sørensen Kronprinsparrets Stjernedryspris, som blev uddelt i Sydney Operahus, hvor trioen derfor også fik chancen for at spille.

I 2015 udkom Second Movement, der blev Årets Udgivelse. Både Nikolaj Busk og Ale Carr var nomineret som Årets Komponist, og Carr løb af med den. Dette album blev fulgt af Rooftop Sessions i 2017. Alle pladerne er udgivet på Go Folk. De har spillet sammen med et væld af væsentlige danske og nordiske og mange andre udenlandske musikere, ligesom de har turneret i en række lande. I år har DC spillet 15 koncerter i USA, og senere i år skal de igen til Japan. I december følger fire koncerter i hhv. Fredens Kirke i Odense, julekoncerter i Den Sorte Diamant, Tøjhuset i Fredericia og i Musikkens Hus i Ålborg, ligesom koncerter er linet up i januar Dreamers’ Circus takker for støtte fra Nordea-Fonden, William Demant Fonden, Augustinusfonden, Tempi og Koda samt samarbejdspartnerne: Herslev Bryghus, Ild i- Gilden og INSP! Sound.