Så send nykomponeret roots- og folkemusik til Danish Roots inden 1. september.
Danish Roots – Growing in the World efterlyser ny musik til et Danish Roots PR-album 2014, som skal distribueres rundt om i verden. Målet er at støtte og promovere komponister og musikere inden for den danske roots- og folkemusik, som turnerer internationalt med musik fra Danmark.
Temaet for albummet bliver “Contemporary roots and folk music from Denmark”. Det vil sige, at tekst og musik skal være skrevet og komponeret af nulevende sangskrivere og komponister og være indspillet inden for de seneste tre år.
Ideen er at vise, at dansk roots- og folkemusik er unik og ikke nødvendigvis fra gamle dage. Det ved vi folkentusiaster jo godt, men det gør de ikke altid ude i den store, populærmusikalske verden. Med dette projekt gør Danish Roots det meget synligt:
Vi producerer et album, hvor danske roots- og folkemusikbands af alle mulige slags synger og spiller nyt materiale, og vi sender det rundt i hele verden, fortæller Morten Alfred Høirup.
Du sender din musik til os på CD i en professionel teknisk kvalitet. Et fagudvalg udpeget af Danish Roots vælger blandt det indsendte materiale. Det koster dig 500 kr., såfremt du kommer blandt de udvalgte og får et nummer med på albummet. Pengene bliver brugt til at trykke og promovere CD’er for.
Albummet bliver trykt i mindst 1.000 og højst 3.000 eksemplarer. Det bliver givet væk som PR på konferencer, showcases og festivaler og sendt til journalister, agenter, radiostationer, spillesteder og festivaler primært i udlandet. Albummet bliver aldrig solgt til private eller nogen som helst andre.
Den færdig-masterede musik sender du på CD til:
Danish Roots, c/o ROSA, Allégade 14, 2000 Frederiksberg C
att. Morten Alfred Høirup, Projektleder, danishrootsdk@gmail.com
DEADLINE 1. SEPTEMBER 2013.