I sommeren 2024 blev vi præsenteret for et godt bud på dansk folkemusiks fremtid. Twang udsendte deres nye album ”Propaganda”, der beviste, at de hører til blandt eliten på den danske akustiske musikscene, og på Tønder Festival gav de nogle opsigtsvækkende koncerter. Nu er deres succes lige kronet med DMA-prisen Årets Danske Rootsnavn.
I flere år har trioen forfinet deres udtryk og fundet deres egen stil. Det har vi kunnet følge på deres optrædener rundt om i Danmark på de små scener. De spillede koncert på Tønders Spotscene, og en aflysning gav dem mulighed for at spille i Telt 1, og det blev overraskende vendepunkter. For de blev tydeligt for alle, at Twang også er klar til de største scener.
Teknisk er de så dygtige på hver deres instrumenter, at de kan nøjes med at markere det sporadisk uden at blære sig. Så har de desuden tre sublime vokaler og en fin evne til at blande dem og harmonisere. Læg dertil en eminent evne til at komponere, arrangere og dosere deres musik.
Engelsk er nærmest deres modersmål, og endelig har de på det seneste udviklet en intelligent humor med befriende ironi, som gør dem til professionelle entertainere. En sammenligning med Swe-Danes (Skandinaviens populæreste trio i 1950’erne) og Nickel Creek er nærliggende. Deres præsentationer er nærmest blevet sketches, hvor de alle byder ind med sjove bemærkninger og indfald. Vi ved, at der ligger mange timers hårdt arbejde bag, men de får det til at se legende og overskudsagtigt ud.
Twangs rødder i især bluegrassmusikken bliver sværere og sværere at høre, da de efterhånden har fået et bredere udtryk og ubesværet har tilsat swing, ragtime, blues, jugband og meget andet americana i deres musik.
Vi skal nok snart være hurtige for at sikre os billetter til deres koncerter, for udlandet vil uundgåeligt være Twangs nye destinationer. Og vi kan være stolte af, at de ligesom Dreamers’ Circus kan præsentere de nye tendenser i dansk akustisk musik. Det internationale tidsskrift No Depression havde som nogle af de første for nylig en artikel om trioen, og interessen fra udlandet vokser.
Skulle man nøjes med at lytte til deres indspillede musik og ikke lige kan finde dem i den lokale butik, så kan både Bibzy Biddle fra 2017 og Live Tapes, vol.1 og Svante Sjöblom & Twang (2022) findes på deres hjemmeside, hvor naturligvis også ”Propaganda” på LP (og nu et frisk oplag af cd’en) er tilgængelig: