Nordmændene har Gjermund Larsen og hans trio, belgierne har Snaarmaarwaar og gruppen Siger med Hartwin Dhoore. Vi har Svøbsk, og det er bestemt heller ikke så tosset. Slet ikke når det gælder om at lade smukke, instrumentale folkemusiktoner væve sig ind i hinanden i et tæt og fabulerende samspil.
De er kun to musikere på ”Sorgenfri”, men supplerer sommetider med klaver, mundharmonika og percussion, så de danner en kvartet. Men duoen, som vi hører her på ”Sorgenfri”, grundstammen i Svøbsk, er Maren Hallberg Larsen på harmonika og Jørgen Dickmeiss på violin og bratsch.
De mødte hinanden på Konservatoriets Folkemusiklinje i Odense, hvor de begge studerede, og nu har de været et par både privat og musikalsk i 20 år. ”Sorgenfri” markerer et jubilæum! Når man er et privat par, som kan dele lidenskaben for musikken, tænker jeg, at man har fået en helt usædvanlig gave. Det kan da også kan høres på albummet – det er tydeligt, at de kender hinanden, at de har øvet sig sammen og harcgjort deres hjemmearbejde!
Så er der det sjove navn, som sikkert er en udfordring for mange udlændinge. En” svøbsk” er, som folkedansere nok vil vide, en hurtig dans, hvor man drejer rundt og rundt og rundt, indtil man bliver helt svøbsk i hovedet: Man føler sig sådan lidt svimmelagtig og ør, lidt ligesom når man er nyforelsket, siger duoen selv.
Albummet ”Sorgenfri” er Svøbsks sjette CD-udgivelse og indeholder 10 selvkomponerede, instrumentale skæringer i den danske spillemandsmusiks ånd. Duoen har meget demokratisk komponeret fem hver. Hallbergs numre har en blid, slavisk grundtone i sig, mens Dickmeiss’ er lidt mere kantede og jazzet-eksperimenterende.
Duoen har turneret vidt omkring: Grønland, Island, Færøerne, Canada, Finland, Polen – og selvfølgelig Musik over Præstø Fjord, hvor jeg selv har haft den glæde at lægge øren til. Min anmelderkollega, Per Dyrholm, har tidligere her på Rootszone.dk rost Svøbsk for deres aldrig svigtende store spilleglæde og energi. Det kommer også til tydeligt udtryk på ”Sorgenfri”.
”Sorgenfri” indledes med Dickmeiss’ nummer ”Torup”, der starter ganske langsomt og undervejs folder sig ud. Flere af numrene er langsomme. Det gælder f.eks. ”Hængepartiet”, som er let at holde af og kælent indsmigrende. Mit favoritnummer er nok ”Den eneste ene” af Hallberg, der ligesom de fleste øvrige numre giver sig god tid, så lytteren kan læne sig tilbage og suge de bløde toner til sig.
Det syvende nummer har fået en titel, der leder tanken hen på Tønder Festivals rabatordninger for tidlige betalere, ”Early Bird”. Det er dejligt og iørefaldende, men låner meget fra Pat Shaws ”Margarets Waltz”. Men hvad pokker – bare musikken er god, og inspiration er jo ikke af vejen! Og Svøbsk er helt bestemt gode traditionsbærere, som det er en fornøjelse at lytte til.
