Tre violinister og tre traditioner. Det er, hvad det amerikanske og canadiske publikum kan glæde sig til i den kommende måneds tid.
Det er Ruthie Dornfeld, som er bosiddende i Seattle, Jamie Fox fra den nord-midtvestlige Montana – og så er det danske Kristian Bugge, født i Næstved men opvokset i Egtved-området!
Hver musiker repræsenterer sin egen tradition og egenart, lige fra gamle dansmelodier, hvivlende valse, glade polkaer, forrygende jigs og muntre hopsaer foruden Sønderhoninger, som bliver et specielt dansk islæt. Men de vil selvfølgelig spille sammen og hver for sig demonstrere deres egenart på den musikalske scene. Ruthie Dornfeld er kendt som en dygtig fortolker af oldtimemusik, mens Jamie Fox forstår at samle keltisk, fransk og americana.
”Det har været en lang proces at få organiseret og arrangeret turen. Jeg har fået arbejdstilladelse, der gælder resten af året, men det tog lang tid at få den på plads, og den kostede mere end 6.000 kr. Men det er nødvendigt for at kunne annoncere og arbejde i USA, ellers skal man være meget forsigtig,” fortæller Kristian Bugge.
Man kan også ”få” en arbejdstilladelse, som gælder i op til tre år, men så skal man være et stort navn, for at det kan betale sig. Der er blevet brugt mange timer på forberedelse. Således har de tre musikere været i kontakt med hinanden via mobil, skype og så har de udvekslet deres MP3 filer via dropbox, så de kender hinandens repertoire og også har haft mulighed for at ”spille sammen” trods langdistanceforholdet.
Kristian Bugge siger: ”Det er en satsning, som jeg håber kan give noget nyt. Jeg havde håbet, at Mette Kathrine Jensen også skulle med på turen, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre. Men hun skal så med til maj, hvor vi skal spille sammen med Dwight Lam, og igen til oktober, hvor vi også skal på turné. Men i denne omgang skal jeg spille sammen med Ruthie Dornfeld, som jeg har mødt i Danmark, hvor hun flere gange har spillet sammen med Morten Alfred Høirup. Og fordi hun er et kendt navn på den amerikanske vestkyst, er det lidt af et scoop, at vi skal spille sammen med hende, da hun nok kan trække publikum til.”
Søndag 9. marts åbnes koncertrækken i Seattle, og ugen efter drager trioen sydpå til Olympia, inden den canadiske grænse krydses, og der står koncert på programmet 21. marts på øen Salt Spring Island lige sydvest for Vancouver. Dagen efter er der bal på Scandinavian Community Centre i Vancouver forstaden Burnaby, og indtil videre bliver den sidste koncert med dans afholdt i Seattle 3. april. Ved koncerterne i Canada får trioen følge af den lokale violinist Nellie Quinn.
Men Kristian Bugge håber og forventer, at der bliver flere koncerter undervejs på turen – enten offentlige eller huskoncerter. Men som han siger, så skal der arbejdes en del mere for pengene derovre end herhjemme. Han kan i øvrigt fejre sin 35-års fødselsdag på turen og forventer i den anledning at holde et par fridage ved den amerikanske vestkyst.