Foto: Per Dyrholm

Da Bruce Guthro sidste efterår udgav sit femte album, Celtic Crossing, tog han på en miniturne i Danmark og spillede ved seks udsolgte koncerter. Nu vender han tilbage med 11 koncerter fordelt over det ganske land. Fra Hjallerup i nord til Vostrup i vest og Greve i øst. Turen begynder 18. oktober, og den afsluttende koncert er 30. oktober. Det er blevet muligt at afholde en ekstra koncert i Stuer 23. oktober. Der er foreløbig udsolgt til fem af koncerterne.

51-årige Bruce Guthro er først og fremmest kendt som forsanger i Runrig, men har i de senere år etableret sig med en solokarriere, hvor repertoiret er en del anderledes, end det han præsenterer med det skotske folkrockband. Det seneste album er med 12 keltiske sange er tættere på Runrig-genren, og måske derfor har det fået en flot modtagelse hos publikum, og der bliver uden tvivl udsolgt ved de fleste koncerter her i landet.

Man kan forvente en blanding af det keltiske, hvor man næsten vil kunne dufte det regnfulde græs, whiskyen og høre højlandskvæget brøle, blandet med klassiske folkesange fra hjemstavnen Nova Scotia, hvor landskabet og naturen fylder meget. Selv om singer-songwriteren er vant til den store scene med Runrig og et tusindtalligt publikum, så er det tydeligt, at han også nyder den intime koncert med publikum tæt på.

Den canadiske sanger har ellers haft et travlt år. Efter udgivelsen af cd’en tog han på turne for at præsentere sine nye numre, og efter et par måneders vinterhi gik det løs med solokoncerter i hjemlandet i april og juni. Dog afbrudt af en række koncerter med Runrig i maj og juni, deraf ni koncerter i Danmark. Så fulgte Runrigs koncert ved årets Tønder Festival og et par koncerter i Skotland, inden bandet var en tur i Tyskland. Når Bruce Guthros turne i Danmark er overstået, fortsætter sangeren til Tyskland med seks koncerter står på programmet.

Året afsluttes med fem koncerter med Runrig i England, efterfulgt af endnu fem i Tyskland, inden

en håndfuld koncerter i det nordlige England og Skotland. Se kalenderen for koncerterne med Bruce Guthro.

 

http://www.bruceguthro.com/