The Deep Dark Woods var oprindeligt booket til at give koncert i Lille Vega, men på grund af svigtende billetsalg var de nedgraderet til Ideal Bar. Dette burde faktisk være en fordel for os – det trofaste publikum, for nu burde vi derfor kunne opleve musikken i en mere intim klubstemning. Det har dog også den ulempe, at kun den forreste række af publikum kan se, hvad der foregår, da scenen er meget lav.
Der foregik nu ikke så meget, kunne jeg ane. Bandet var meget stationære og vendte ofte ryggen til publikum. Og da canadierne samtidig havde en sparsom og lidt akavet kommunikation med os, måtte de fleste af os nøjes med lytte. Dette var heldigvis nok, da deres musik er temmelig introvert og derfor perfekt at fordybe sig i. Vi skulle ned i tempo, have masser af molklange med seriøse og triste sangemner, og flere sank hen i en slags trance med lukkede øjne og svajende krop. Bandet har tidligere optrådt på Tønder Festival, og samme intense aktive lytte-stemning kunne vi igen opleve denne aften på Vesterbro.
Bandets omdrejningspunkt er sanger og sangskriver Ryan Boldt, der med sit lettere psykedeliske og til tider mørke univers viderefører en stærk tradition for stemningsfuld historiefortælling. Han startede bandet i begyndelsen af 00’erne, men deres musik lyder som noget, der var opstået i starten af 1970’erne. Med syrede instrumentalpassager og lydeffekter gav det mindelser om Pink Floyd og Hawkwind, men det var især, da Boldt gav en soloversion af en traditionel keltisk folkesang og sammen med bandet gav en glimrende udgave af Dylan-sangen ”Spanish is the Loving Tongue”, at jeg spidsede ører og nød den folk-rock, som vi var blevet lovet i foromtalen.
The Deep Dark Woods er ikke egentlige virtuose musikere, og mange af deres sange blev fremført i samme adstadige tempo. Men sammen skabte de en solid og stemningsfuld retrostil, som blev vel modtaget, og som er et tiltrængt analogt afbræk i mængden af homogen og syntetisk vellyd, der præger nutiden. De har da også fået flere anerkendelser, og deres bagkatalog kan høres på en række albumudgivelser.