Folkemusiktrioen Gangspil er hjemme igen efter en længere turné i flere amerikanske stater i Midtvesten i perioden 24. september – 1. oktober. Gangspil – Sonnich Lydom på harmonika og mundharmonika, Kristian Bugge på violin og Morten Alfred Høirup på guitar og sang – var på deres tredje USA-turné i år.
Fra Aitkin i Minnesota, over Blair i Nebraska, og Spink i South Dakota, til Minot i North Dakota – elleve koncerter i fire stater på ni dage – var det noget af en køretur over den amerikanske prærie. Men også et inspirerende møde med et publikum og en befolkning, som står midt i et politisk ladet efterår og skal afgøre, hvem der skal styre landet i de næste fire år. I en pressemeddelelse fra trioen siger Morten Alfred:
– Det er tydeligt, at folk er frustrerede over den politiske situation, og flere udtrykte utilfredshed med de to præsidentkandidater: En demokrat, der repræsenterer et etableret politiske system, som de ikke har megen tillid til, og et løsgående missil af en republikaner, som skræmmer mange og får resten af verden til at ryste på hovedet af USA. Folk er simpelthen ikke tilfredse med reelt kun at kunne vælge mellem to kandidater, og mange er trætte af det politiske system.
CD-aktuelle Gangspil har i 2016 turneret i staterne Oregon, Washington, Minnesota, Illinois, Wisconsin, Nebraska, South Dakota, North Dakota foruden den canadiske provins British Columbia med et repertoire af traditionel dansk dansemusik og sange, krydret med gruppens egne kompositioner.
Efterårsturneen bragte Gangspil til Minot i North Dakota. Her blev den 39. udgave af Amerikas største skandinaviske festival “Norsk Høstfest” afholdt i byens kæmpestore lokale dyreskuehaller. Her mødes hvert år i omegnen af 100.000 mennesker, primært i alderen 65+ for at fejre og dyrke deres skandinaviske rødder og se på håndværk, lytte til musik og spise mad fra de skandinaviske lande over fire intense dage. Blandt de mange ”scandies” tyder det på, at der er flere, der støtter Donald Trump og hans kampagne.
Kristian Bugge fortæller også i pressemeddelelsen, at han talte med en kvinde, som vil stemmer på Trump, fordi hun er bange for Hillary Clinton. For hvis Clinton bliver præsident, frygter hun, at landet vil blive oversvømmet af muslimer, og at det vil true den amerikanske måde at leve på:
– Folk virker utroligt splittede, mange er bekymrede og siger, at de skammer sig over det valg, som de er midt i. Emnet ligger hele tiden lige under overfladen, og rigtig mange ryster opgivende på hovedet, når det bliver bragt op.
Gangspils efterårsturné i USA er nu vel overstået, og trioens medlemmer er optaget af hver deres. Men allerede i slutningen af november mødes de igen for at drage på deres fjerde turné i USA og Canada i år. Trioen skal i den forbindelse optræde på spillesteder og festivaler i bl.a. Washington, Oregon og British Columbia, og til den tid vil det amerikanske præsidentvalg være vel overstået.
Trioen udtrykker håb om, at de amerikanske vælgere så har valgt en præsident, der kan samle den amerikanske befolkning – og som ikke finder på at gøre det endnu vanskeligere for en lille dansk folkemusiktrio at få arbejdstilladelse og komme ind i “Guds eget land”, for at spille sin musik!
Hjemmeside: www.trad.dk
Facebook: www.facebook.com/trad.dk