Én af de mest indflydelsesrige guitarister i bluegrass-historien fortjener et portræt på dansk – også selv om det bliver i skyggen af hans for tidlige død i en alder af 69 år.
Allerede i de tidlige 1970’ere kunne man ane hans talent i bandet Bluegrass Alliance, men det var med J.D. Crowe & The New South i 1975, at han blev kendt i offentligheden. Hans aggressive rytmeakkompagnement og ikke mindst hans solospil skilte sig ud, og at han samtidig viste sig at være en god sanger var medvirkende til, at Tony Rice blev verdenskendt (i folk-kredse i hvert fald).
Doc Watson og især Clarence White havde tidligere gjort solo-flatpicking (med plekter) legitimt i bluegrassmusikken, men med Rice fik vi en ny, forfinet stil. Hans brug af avancerede synkoper drev musikken frem, og især i hans soli stod de enkelte toner klart. Selv i hektiske numre blev tonernes skønhed bevaret på en måde, som nærmest ikke er hørt siden.
Rice spillede herefter med mandolinisten David Grisman og dannede siden sit Tony Rice Unit med en dengang helt ny eksperimenterende stil, hvor elementer af jazz og bluegrass blev blandet. Her blev vejen banet for improvisationer i den stil, der kaldtes New Acoustic.
I 1979 kom albummet Manzanita, som regnes for hans hovedværk samt soloalbummet Church Street Blues, hvor han fokuserede mere på vokalen. Ikke mindst rækken af udgivelser med The Bluegrass Album Band satte standarden for, hvorledes traditionel bluegrass i nutidig udførelse kom til at lyde verden over.
Selv om hans bror Wyatt Rice optrådte i Danmark, så optrådte Tony Rice mig bekendt kun enkelte gange i Europa. Da jeg endelig i 2010 mødte ham, havde en sygdom næsten berøvet ham stemmen, og han optrådte siden kun som gæstemusiker, da leddegigt efterhånden stoppede hans musikerkarriere.
Rice mestrede alle teknikkerne på akustisk guitar. På denne “elevvideo” fokuseres f.eks. på hans højrehåndsteknik:
