Tønder 2013: Live: Americana

Claus Hellgren Larsen ser nærmere på en lang række amerikanske navne på festivalen – og et enkelt engelsk.

Billy Bragg er kendt for at have holdninger, og derfor var det vel ikke uventet, at han også på festivalen langede ud mod både statsledere og indvandrerhadet. Men som anset Woody Guthrie-fortolker havde vi nok ikke ventet, at han ville påstå, at americana oprindeligt er engelsk. Det skabte siden en del debat – også blandt musikerne. Pokey Lafarge kommentar senere var: ”Et ord, der har america i, betyder ikke engelsk musik”.

Da americana var et nøgleord på årets Tønder Festival både i de trykte introduktioner, i radio og på scenerne, har jeg samlet nogle indtryk af musik fra USA, der befinder sig i den rummelige americana-kasse.

New Orleans har i mange år været musikalsk repræsenteret i Tønder. Nu er det udvidet til hele Louisiana for også at omfatte cajun-musikken. Det er blevet til et tema med eget festivalområde og NOLA-party. Foruden jazz er også cajun, zydeco og Louisiana-country nemlig blevet populær herhjemme. Marsken og sumpen har vel også visse ligheder, men det er også på grund af dansen, at vi har taget creoler-kulturen til os. Måske var Tønders cajun-køkkener lidt tilpassede, men musikken var så ægte, som den kan blive.

Joel og Wilson Savoy er anden generation af den legendariske Savoy-familie. De gæsteoptrådte lidt hos andre musikere og

orkestre i løbet af festivalen. Sammen med Pine Leaf Boys, Red Stick Ramblers og Revelers blev der især fredag aften og nat festet og danset i bedste cajun-style.

Cajun har inspireret mange musikere, og der findes en masse versioner og meget velproduceret cajunmusik. Derfor kan nye lyttere næsten blive lidt skræmt, når de oplever rå, autentisk cajun og zydeco. Den kan forekomme rodet og tilfældig i både instrumentering, arrangementer og lyd. Men ligesom god spillemandsmusik og oldtime-musik, så virker den næsten instinktivt og forplanter sig til lynhurtigt til benene. Når two step’ene  og valsene tager fat, så er det nærmest umuligt at forholde sig i ro. Der var også en decideret cajun danseworkshop, så man kunne forsøge at tage sig godt ud på dansegulvet, men såvel unge som gamles danselyst var større end lysten til at blive set, og alt er tilladt, når livsglæden bobler over.

Rundtur i Sydstaterne

Der blev gravet endnu dybere i americana-kassen, da Carolina Chocolate Drops kom i gang. De lignede nu mest af alt en flok musikstudenter fra Juillard, da de entrede scenen i Telt 1.

Måske var det celloen, som forvirrede (men den fungerede i øvrigt forbavsende godt som bas, soloinstrument til akkompagnement) sammen med banjo, guitar og fiddle. De fire dygtige, sorte musikere er nemlig et rent akustisk ensemble. De spillede fortrinsvis traditionelt materiale, som er hentet helt tilbage i dagene, da lakplader og live radio var de nyeste musikmedier. Et showband, der med udklædning, dans og humor var i stand til at underholde det store publikum samtidig med, at vi fik en næsten akademisk musikhistorisk rundtur i Sydstaterne.

Det der med showband og gammel amerikansk musik gælder også for Pokey Lafarge. Han ser også musikalsk tilbage til især begyndelsen af 1900-tallet. Hans egne nye sange er holdt i samme nostalgiske stil og lyd. Og det var lyden af western-swing, ragtime, vaudeville, jazz og gammel country. Faktisk kunne repertoiret minde om det, som det gamle danske orkester Van Dango gjorde i, men i Lafarges version var det med større orkester. Det var gennemarrangeret og udført med lethed og elegance. Slim & Slam, Cab Calloway, Jimmie Rodgers, Cole Porter har sandsynligvis været nogle af inspirationerne. Begge optrædener i de store telte foregik i en elegant stil. En virkelighedsflugt fra en udkantsgræsmark til Manhattan i depressionsårene. De superdygtige musikere fik tid til soloer, og især en outstanding Ryan Koenigs på mundharpe, kazoo, slagtøj m.m. høstede store bifald. Og så er det rart også at høre lidt klarinet, trompet og trombone.

Blues med mere

Guy Davis spillede countryblues bedre end de fleste. Musikken fra 1940’erne og frem er velkendt herhjemme fra især bluesfestivalerne. Den er også blevet udført af talrige bluesrockgrupper. Guy Davis har ikke Taj Mahals udstråling, selv om de begge spiller beslægtet musik og minder om hinanden. Hans optræden blev af forskellige grunde ikke så mindeværdig og også kun overværet af et forholdsmæssigt lille publikum.

Red Molly’s optræden på Open Air-scenen var en stor mundfuld for de tre piger. De fyldte ikke meget på den store scene, men deres vokalharmonier nåede godt ud i hele området. De synger og spiller americana af den nye slags – en singer-songwriter-stil som foruden enkelte egne sange også indbefattede nyere sange af bl.a. Tim O’Brien og Dolly Parton. Med dobro som eneste soloinstrument er deres musikalske muligheder begrænsede, men de udnyttede deres pragtfulde stemmer og charme, og som en rustik version af Dixie Chicks pyntede de godt på festivalen.

Topnavnet The Avett Brothers havde nogle odds imod sig. Da de startede deres sæt, var der ikke lyd i deres mikrofoner i første nummer, de kæmpede med at stemme banjoen og den akustiske guitar, indtil de gav op og bare spillede videre. En kikset version af ”Blue Ridge Mountain Blues” senere gjorde det ikke bedre, men alle odds blev vendt til en sejr takket være deres energi og talent. Deres akustisk-elektriske musik har vundet mange fans verden over, og med god grund. De har et livligt sceneshow, og nogle fortryllende sange fra deres bagkatalog blev præsenteret for et stort, medlevende publikum. Der blev tid til svævende, næsten psykedeliske passager og jordnær stamperock og syng-med-sange. Brødrenes vokaler var i top, og med resten af gruppen på kor fik vi en inspireret acapella-version af ”Just A Closer Walk With Thee”. Brødreduetsang (ligesom irske Hudson Taylor) er sagen. Nu forstår jeg bedre, hvorfor Avett-brødrene er så hypede i udlandet.

Genrer og musikere blandes, mens diskussionerne om regional og international musik fortsætter. At bedømme ud fra flere militante udfald og udtalelser i løbet af festivalen, synes den irsk-engelsk konflikt stadig at trives i visse musikerkredse. Historie og politik er stadig på dagsordenen på disse store folkemusikfestivaler, men det afgørende punkt på det årlige møde er stadig at kunne mødes i fredelige rammer om musikken. For at slutte med endnu et Bragg-citat: ”Jeg foretrækker festivaler som Tønder, hvor security er en pige i en lænestol og ikke long-haired geezers.”