Hvis du er til de klassiske irske sange og danse i traditionen fra The Dubliners og The Clancy Brothers, udsat for et ret utraditionelt akkompagnement, vil du uden tvivl have glæde af denne irsk/svenske duos debutalbum.

Irske Colm Doyle synger med dramatik og indlevelse de gamle sange om ulykkelig kærlighed, forræderi og om et imponerende og umådeholdent, men Nirvanabefordrende forbrug af whiskey. Svenske Joel Andersson, der i sin fremtoning er den mørke, langhårede Doyles absolutte modsætning, ledsager og understøtter ordene med sin levende mundharmonika.

Det er svært at holde fødder og fingre i ro, når de to serverer deres ballader, smægtende kærlighedssange samt reels og jigs. De fleste af de 13 skæringer på ”New Ground” er traditionelle. ”As I Roved Out”, ”Whiskey You´re the Devil”, ”Little Beggarman”, ”Johnny I Hardly Knew Ye” og flere andre. Sangen ”Tunnel Tigers” er lidt mindre traditionel. Det er Ewan MacColls fortælling om de arbejdere, der borede Victoria-linjen til Londons undergrundsbane. Dansemelodier som ”Paddy in London” og ”Rakes of Clonmel” får en til at ønske, at man sad på en irsk pub med en stor, sort, hvidskummet Guinness. Doyle og Andersson er kendte for deres varme kontakt med publikum på pubber og andre spillesteder.

De to vedkender sig arven fra Sarah Makem, Joe Heaney, Frank Harte, Liam Clancy og andre irske musikalske fyrtårne. Man fornemmer, at Colm Doyle er Dublin-dreng ud af en særdeles musikalsk familie, der især har dyrket traditionen fra Sligo, Leitrim, Fermanagh og Donegal. Colm har gennem årene samlet og sunget musik fra både Irland og Sverige, og han synger i øvrigt også med det svenske rockband “Joy Parade”!

Faderen, Sean, er en respekteret sanger, og Colms bror er den berømmede guitarist og sanger John Doyle, der bl.a. er kendt fra gruppen Solas og sit samarbejde med Michael McGoldrick og John McCusker. Såvel John som de to andre brødre, Brian og Tom, har bidraget til ”New Ground”, og man hører dem af og til på strenge og sang på albummet.

Joel Andersson er født 200 km fra Polarcirklen i svenske Piteå. Han fik sin første mundharmonika, da han var to år gammel, og så var han solgt. Som 13-årig begyndte han at spille professionelt. Hans far lyttede gerne til irsk musik, så det var oplagt, at Joel selv i 2011 startede en større tur på den grønne ø, hvor han i sin bil kørte 8.000 km. Her kunne han konstatere, at mundharmonikaen er et vældig populært instrument i Irland, hvor man aldrig har været kendt for at have specielt mange penge.

Andersson har i jagten på den uovertrufne instrumentkvalitet startet sin egen mundharmonikafabrik! Ud over mundharmonikaen behersker han tin whistle, saxofon og trækharmonika. På nettet fortæller han kyndigt om sig selv og sit instrument: https://www.youtube.com/watch?v=NXdVpaGqch4.

I 2018 udgav Joel Andersson albummet ”The Irish Harmonica”. Han underviser på Harmonica School Berlin https://harmonica-school-berlin.com/ og har i øvrigt givet workshops både i Finland, Tyskland, Skandinavien, Grækenland, de Kanariske Øer, England og Irland. ”New Ground” er en dejlig utraditionel præsentation af de elskede traditionelle irske toner.

Duoen spiller i øvrigt også sammen med danske Jonas Fromseier på banjo og bouzouki. Bl.a. på Metronomen d. 20 januar 2024.